Ærgerlig melding: Populær sanger aflyser koncert i Aarhus

Tivoli Friheden meddeler mandag, at Guldimund har aflyst sin koncert til Fed Fredag den 27. juni 2025 af private årsager.
Heldigvis er Barselona & Ella Augusta klar til at overtage pladsen og lover en aften fyldt med forrygende hits og fantastisk energi.
Publikum kan blandt andet se frem til at synge med på numre som Hvornår og Baglæns under åben himmel i Tivoli Friheden.

Barselona
Barselona har i en ung alder sat et markant aftryk på den danske musikscene. Med fire album, herunder det anmelderroste Væbnet Hjerte fra 2023, og koncerter på blandt andet Roskilde Festival og Northside har duoen Rud Aslak og Rasmus Theodor cementeret sig som en af generationens vigtigste rockstemmer.
Nu åbner Barselona et nyt kapitel. Med singlerne Går Bare og Hvad Vi Skal Løbe Fra bevæger de sig væk fra albumformatet og udgiver musik løbende – direkte fra studiet og ud til publikum.
Live leverer de stadig en medrivende koncertoplevelse, hvor alt fra store omkvæd til inderlige ballader skaber en unik forbindelse med publikum.

Ella Augusta
Efter en udsolgt debutkoncert og en udvidet efterårsturné med debut-EP’en Sytten har Ella Augusta for alvor markeret sig som en af landets mest lovende nye artister.
Hun blev nomineret til to P3 Guld-priser og har modtaget topanmeldelser for sine energifyldte liveoptrædener.
Nu tager hun næste skridt og annoncerer sine hidtil største headliner-koncerter i Store VEGA, København, og Train, Aarhus, i september 2025.
Med over 5 mio. streams på singlen Baglæns og en voksende fanskare er der ingen tvivl – Ella Augusta er en stjerne på vej mod toppen.
Se listen over alle navnene til Fed Fredag 2025 her.