Fundet ved sti i Aarhus: Afdød mand var kendt rapper
Søndag den 2. august afspærrede politiet et større område i Aarhus i forbindelse med undersøgelser af et mistænkeligt forhold.
Senere oplyste Østjyllands Politi, at en 34-årig svensk mand var blevet fundet død i et bevokset område ved Langenæsstien.
Læs også: Derfor var område afspærret: Mand fundet død i Aarhus Nu er identiteten på den afdøde kommet frem, og billeder samt tekst fra mindestedet viser, at der er tale om den svenske rapper, der gik under navnet Fico One.
Fico One kom fra Linköping i det østlige Sverige, men havde i flere år base i Aarhus, hvor han var en del af byens musikmiljø og optrådte ved en række koncerter og arrangementer.
Blandt andet stod han på scenen i september sidste år, da han var en del af festuge-arrangementet Shutdown Square på Klostertorvet.
Mindes ved stedet, hvor han blev fundet
Fico Ones død har udløst mange reaktioner på Instagram, hvor venner, bekendte og folk fra musikmiljøet har delt opslag og hilsner.
Tæt på stedet, hvor han blev fundet død, er der også opstået et midlertidigt mindested, hvor venner og bekendte har lagt blomster, billeder, lys og personlige hilsner for at ære den afdøde rapper.
Fotos: Presse-fotos.dk
På en flaske Jameson-whiskey ved stedet står der blandt andet:
“Fico gav mig den i gave. Den er vores.”
Ved billederne ligger også en hjerteformet sten i de svenske farver samt svensk chokolade.
Østjyllands Politis foreløbige vurdering er, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet.
Politiet afventer nu den endelige rapport fra retsmedicinerne.


