Forstærker truppen: AGF afslører vinterens første signing
En norsk keeper slutter sig til AGF-truppen, der i øjeblikket er på træningslejr i Spanien.
Klubben har nemlig lige præsenteret 25-årige Mads Hedenstad Christiansen som ny målmand i AGF.
Han kommer på en fri transfer fra den norske klub Lillestrøm SK, hvor hans kontrakt udløb ved nytår.
I alt er han noteret for 181 kampe for Lillestrøm SK, der sluttede 2025 med at vinde den norske pokalfinale og samtidig rykke op i Eliteserien.
Lillestrøm gik ubesejret igennem sæsonen og ved Hedenstads hjælp holdt nullet i 15 ud af 30 kampe.
Nu er det tid til nye udfordringer for den 186 centimeter høje Mads Hedenstad, der slutter sig til AGF på den aktuelle træningslejr i Spanien.
“Med tilgangen af Mads styrker vi nu vores målmandsgruppe omkring førsteholdet med en dygtig keeper, der allerede i sin karriere har spillet mange seniorkampe og bidraget til succes for sit hold i Norge.
Og Mads kommer med sin erfaring og sit målmandstalent til at øge konkurrencen i vores målmands-team, der holder hinanden skarpe,” siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen, i en pressemeddelelse.
AGF og Mads Hedenstad har lavet en aftale frem til sommeren 2027.