Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fordobler bidrag: AGF skyder stort millionbeløb ind i nyt stadion

Af Jonathan Sten Drivsholm

Stadion har været et varmt samtaleemne blandt aarhusianere i årevis, og det er nu sikker og vist, at Aarhus snart får et nyt et af slagsen.

Og nu bliver vilkårene for byggeriet af det nye stadion endnu bedre.

AGF oplyser nemlig, at man har valgt at fordoble sit økonomiske bidrag til projektet, så klubben nu skyder hele 100 millioner kroner ind.

Pengene skal primært gå til topmoderne VIP- og konferencefaciliteter, skriver AGF i en pressemeddelelse.

“AGF har i over 100 år haft hjemmebane for enden af Stadion Allé, og vi vil gerne bidrage til, at byen får et stadion i international topklasse,” lyder det fra bestyrelsesformand i AGF A/S, Lars Fournais.

Ikke uden betingelser

Der følger dog visse betingelser med fordoblingen i AGFs millionbidrag.

Klubben har endnu ikke en endelig aftale på plads med Aarhus Kommune, men Lars Fournais forventer ikke, det kommer til at spænde ben for de ekstra millioner.

“Med de 100 millioner kroner, vi er villige til at skyde ind i projektet, følger naturligvis nogle betingelser, og der er stadig flere centrale forhold, som er uafklarede – blandt andet i forhold til den fremtidige driftsmodel, og hvordan vi løser udfordringen med at afvikle vores kampe, mens byggeriet er i gang.

Men vi har en god dialog med kommunen, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til at finde en løsning, som alle parter er tilfredse med, og som vil gavne hele byen,” udtaler han.

Fordobler bidrag: AGF skyder stort millionbeløb ind i nyt stadion
Foto: AGF

Imponerende stærkt felt

Feltet af arkitektteams, der kæmper om at tegne det nye stadion, er for nylig blevet skåret ned fra 42 til 6 kandidater af Aarhus Kommune.

Der er tale om profilerede arkitekter og tegnestuer fra både Danmark og lande som Schweiz, Japan, England og Frankrig.

Ifølge Lars Fournais er det et uhyre stærkt felt, der har lagt billet ind på det nye stadion:

“Det er et imponerende stærkt felt, der er udvalgt til at tegne byens fodboldstadion, og det bliver en stor dag, når vi senere på året har fundet en vinder og er kommet et stort skridt nærmere det første spadestik.”

Aarhus nye fodboldstadion skal efter planen stå færdigt i 2026 i Kongelunden. Udover AGFs bidrag på 100 millioner kroner har Salling Fondene og Lind Invest skudt sammenlagt 500 millioner kroner i projektet.

Del artikel

Andre læser også