Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Legendarisk besøg: AGF-spillerne lagde vejen forbi Aarhus-pizzeria

Det, der egentlig skulle have været en stille lukkedag, udviklede sig mandag til en ganske særlig oplevelse for de ansatte hos pizzeriaet Gusto i Aarhus.

Efter AGF’s store guldfest søndag aften endte flere af klubbens spillere nemlig med at lægge vejen forbi restauranten for at fortsætte fejringen med pizza, bobler og drinks.

For medejer af Gusto, Nikolaj Engell-Hansen, begyndte det hele med en spontan besked til AGF-profilen Felix Beijmo.

“Jeg så ikke kampen ude, fordi jeg er på krykker. Efter kampen humpede jeg ned i busgaden sammen med alle de andre fans,” fortæller han.

Midt i festlighederne så han et opslag fra Beijmo.

“Felix lagde et boss-billede op med cigar i munden. Så skrev jeg lidt for sjov, at han kunne komme ned og få pizza med hele holdet og fejre det,” siger Nikolaj Engell-Hansen.

I første omgang regnede han ikke med at høre mere.

Men kort efter opstod der kontakt til spillertruppen gennem Markus Solbakken og en fælles bekendt.

“De ville gerne ned på Gusto og fejre det med pizza og øl. Og så svarede Beijmo også. Det havde jeg nok ikke lige regnet med,” fortæller han med et grin.

Legendarisk besøg: AGF-spillerne lagde vejen forbi Aarhus-pizzeria
Foto: Gusto

Kort tid senere stod spillerne på restauranten, hvor personalet havde gjort klar til en uformel guldfest.

“De kom ned og fik bobler, og så serverede vi lidt forretter og pizza for dem. De fik også lidt vin og drinks,” fortæller medejeren.

Ifølge Nikolaj Engell-Hansen var der især én pizza, spillerne kastede sig over i løbet af besøget: den stærke Nduja-pizza.

Legendarisk besøg: AGF-spillerne lagde vejen forbi Aarhus-pizzeria
Foto: Gusto

Nemt at lokke folk på arbejde trods lukkedag

Stemningen blev kun mere speciel af, at Nikolaj Engell-Hansen selv har et nært forhold til klubben.

“Jeg har været bolddreng på stadion, da jeg var lille, så det var virkelig en speciel og fed oplevelse. Et par af pizzabagerne havde også været med på Brøndby Stadion, så vi har flere inkarnerede AGF-fans herinde,” siger han.

Selvom mandagen egentlig var tiltænkt som en fridag efter en lang nat i Aarhus Midtby, blev det hurtigt en arbejdsdag igen.

“Det var forholdsvis nemt at få folk kaldt ind mandag,” siger Nikolaj Engell-Hansen med et smil.

Legendarisk besøg: AGF-spillerne lagde vejen forbi Aarhus-pizzeria
Foto: Gusto

Besøget satte også sine spor på væggen hos Gusto. Nikolaj Engell-Hansen havde nemlig taget en ekstra AGF-trøje med, som spillerne skrev autografer – og dato – på.

“Den skal helt sikkert i glas og ramme,” siger han.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.