Farvel og tak: AGF tager afsked med to spillere
AGF mister Mikkel Duelund, når hans kontrakt udløber 30. juni. Samtidig siger man auf wiedersehen til Michael Akoto.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Mikkel Duelund kom til AGF i vinteren 2023 fra Dynamo Kiev, efter krigen i Ukraine betød, at udenlandske spillere kunne fortsætte karrieren i andre klubber på en særlig FIFA-aftale.
Læs også: Vender hjem: AGF henter stor profil Da aftalen udløb, blev Duelund permanent tilknyttet AGF på en aftale til sommer 2025, som altså nu udløber.
Fortjener mere spilletid
I perioden nåede Mikkel Duelund 39 kampe og fire mål for AGF.
“Vi sender Mikkel afsted med de bedste tanker og en stor tak for hans tid i AGF. Mikkel har af forskellige grunde haft svært ved for alvor at bide sig fast på førsteholdet og opnå den kontinuerlige spilletid, en mand med hans talent og flid fortjener.
I de situationer kan en frisk start være den bedste løsning for alle parter, og det får Mikkel mulighed for nu, og han vil helt sikkert komme til at sætte et markant aftryk et nyt sted,” siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.
Mikkel Duelund fik sin fodboldopdragelse i AGF, men skiftede som ung spiller til FC Midtjylland. Han fik debut for AGF i Superligaen den 26. februar 2023 i en hjemmekamp mod Silkeborg IF.

Blev aldrig som håbet
Michael Akoto kom til AGF i sommeren 2023 på en toårig aftale efter at være skiftet på en fri transfer fra tyske Dynamo Dresden, hvor Akoto var noteret for 57 kampe og to mål i 2. og 3. Bundesliga.
Han fik debut for AGF den 6. august 2023 i en Superliga-kamp mod Hvidovre IF.
Akotos tid i AGF blev dog plaget af op- og nedture, og det er således blot blevet til 26 kampe i den hvide trøje for den 27-årige tyske forsvarsspiller.
“For hverken Michael eller os i AGF blev hans tid her, som vi havde håbet. Men han har altid bevaret optimismen og humøret, og når han har spillet, har alle kunnet se hans kvalitet som forsvarsspiller, hvor han har gjort en forskel for holdet.
Og i truppen har han været en fornøjelse med sit humør, sin arbejdsetik og professionalisme. Der er ikke tvivl om, at vi siger farvel til en spiller, som vil kunne gøre en forskel et andet sted,” siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.
Læs også: River kontrakten over: AGF-spiller stopper med øjeblikkelig virkning Afskeden med både Mikkel Duelund og Michael Akoto blev markeret inden dagens kamp mod Brøndby IF.