I ellevte time: AGF tager afsked med tre spillere

Der har ikke været meget aktivitet at berette om i det transfervindue, der lukkede ved midnat.
Men lige inden lukketid lykkedes det alligvel for AGF at få ryddet ud i overskudslageret.
De tre unge spillere Luka Callø, Aksel Halsgaard og Mikkel Kannegaard blev således sendt på græs i andre klubber – de to førstnævnte på lejeaftaler, mens sidstnævnte skifter på en permanent aftale.
Skal tættere på spilletid
Luka Callø skifter en hvid trøje ud med en anden, når den 18-årige forsvarsspiller i 2025 udlejes til NordicBet liga-klubben Kolding IF.
Udlejningen kommer efter Callø sidste år forlængede sin aftale med AGF frem til 2028. Nu får han mulighed for at udvikle sig i et miljø med bedre muligheder for spilletid.
“Vi er i AGF i den gode situation, at der er stor og hård konkurrence om spilletiden – især i vores centerforsvar.
Set i det lys har vi ønsket, at Luka får muligheden for at komme tættere på senior-spilletid for at fortsætte sin gode udvikling efter den plan, vi har lagt sammen med ham,” siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen, i en pressemeddelelse.

Sendes til Roskilde
Den 19-årige forsvarsspiller Aksel Halsgaard skifter til NordicBet Liga-klubben FC Roskilde på en lejeaftale frem til sommer.
“Med udsigterne til en øget konkurrence i vores forsvar, skal vi hele tiden se på, hvordan vi sikrer den enkelte unge spillers udvikling, og hvordan de kan komme tættere på spilletid på seniorniveau.
Og Aksel er et sted i sin udvikling, hvor han har brug for kontinuerligt at blive udfordret på seniorniveau. Den mulighed får han nu, og vi ser frem til at følge ham i FC Roskilde i foråret og glæder os til at få en Aksel tilbage med en ny erfaring,” forklarer Carsten V. Jensen.
Farvel og tak for nu
En tredje forsvarsspiller i form af 18-årige Mikkel Kannegaard blev for to år siden en fast del af 3F Superliga-truppen, mens han fortsat spillede kampe for U19.
Gennembruddet er dog udeblevet, så nu søger Kannegaard nye græsgange og ikke mindst spilletid. Han skifter permanent til Hobro IK med øjeblikkelig virkning.
“Vi siger farvel til Mikkel med en stor tak for en god tid i AGF. Han er vokset op hos os og har altid været en vellidt del af klubben og blandt sine holdkammerater, og vi ønsker ham alt det bedste fremover og held og lykke i Hobro,” udtaler Carsten V. Jensen.
