Efter chokskifte: AGFs nye stjerne vil række ud til Bendtner
Søndag aften blev en af de mest opsigtsvækkende transfers i AGFs historie officiel.
Jack Wilshere er skiftet til byens Superligaklub på en kontrakt, der løber frem til sommer – med mulighed for forlængelse.
I dag, mandag, stillede den 30-årige stjernespiller sig så frem foran de fremmødte journalister på et pressemøde efter hans første træning i Aarhus.
Her blev han spurgt til sit kendskab til dansk fodbold.
“Danske spillere er gode teknisk. Jeg kender nogle danske spillere – for eksempel Eriksen og Bendtner – og jeg har set det danske landshold spille,” fortalte Jack Wilshere, der har en fortid som holdkammerat med netop Nicklas Bendtner i Arsenal.
Wilshere har endnu ikke talt med sin tidligere holdkammerat om sit skifte til Danmark, men han har planer om at tage kontakt.
“Jeg vil række ud til Nicklas og se, hvordan har han det, og hvad han synes om det her,” lød det på pressemødet.
Taknemmelig og motiveret
Jack Wilshere fik debut for Arsenal som 16-årig og spillede siden i klubben helt frem til 2018.
På det seneste har han dog været uden klub, efter han stoppede i Championship-klubben Bournemouth i sommer.
Siden da har Jack Wilshere holdt sig selv i gang hos sin gamle klub i London, hvor han har trænet med.
“Arsenal var virkelig gode ved mig og inviterede mig tilbage for at træne. Det har virkelig hjulpet mig meget. Før det havde jeg en svær tid,” sagde Wilshere på pressemødet, hvor han også fortalte, at de seneste 8 måneder har været hårde for ham, men at de samtidig har været nogle af karrierens mest lærerige.
Den 30-årige midtbanespiller, der får nummer 10 hos AGF, er imidlertid ikke bange for, at den seneste tid har sat ham for langt bagud.
“Det bekymer mig ikke. Jeg har trænet med en topklub og topspillere i 4-5 måneder. Jeg har aldrig tvivlet på mine egne evner og er taknemmelig for muligheden for at spille her. Jeg er motiveret mere end noget andet,” fastslog Jack Wilshere på dagens pressemøde.
Kalder Aarhus “et smukt sted”
På spørgsmålet om, hvad der lokkede en fodboldspiller af hans kaliber til Aarhus, svarede Jack Wilshere:
“Jeg kan ikke sige, hvad det var, men der var en følelse indeni mig. Det var en unik følelse, og når du har den, så ved du det. Jeg har talt med min familie om det, og de kommer herover, når jeg lige er faldet til.”
I det hele taget føler den tidligere engelske landsholdspiller, der tidligere var anset som et af verdens største talenter, at tiden er moden til at flytte væk fra hjemlandet.
“Det var det rigtige tidspunkt at træde ud af min comfortzone og ud af England. Så her er jeg,” lød det fra Jack Wilshere, der kun har rosende ord til overs for Aarhus som by:
“Jeg ved ikke meget om byen, men hvad jeg har set indtil videre, er det et smukt sted.”
AGF spiller næste kamp i Superligaen fredag klokken 19, og her kan byens nye nummer 10, Jack Wilshere, meget vel få debut.
I mellemtiden kan du se første interview med Jack Wilshere her på AGFs hjemmeside.