Kæmpe scoop: Hollywood-stjerne kommer til Aarhus
Du kender ham sikkert fra storfilm som ‘Burn After Reading’, ‘RED’ og selvfølgelig ‘Being John Malkovich’.
Nu kommer den amerikanske stjerneskuespiller John Malkovich til Aarhus for at spille seriemorder i en ny teaterforestilling.
Legendarisk og karismatisk
En af vor tids største skuespillere kan for første gang nogensinde opleves i Danmark som den østrigske seriemorderen Jack Unterweger, skriver Musikhuset i en pressemeddelelse.
I musikteaterforestillingen The Infernal Comedy – Confessions of a Serial Killer indtager John Malkovich hovedrollen, når han træder op på scenen i selskab med to stjernesopraner og et klassisk ensemble.
”Vi ser det som et kæmpe scoop, at en af de mest legendariske og karismatiske skuespillere kommer til Danmark. Rollen som Jack Unterweger, der forfører kvinder og myrder af lyst, er som skræddersyet til Malkovich.
Jeg er overbevist om, at der venter publikum en ekstraordinær oplevelse i Musikhuset med en unik blanding af klassisk musik og teater,” lyder det fra Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.
Humor og fuldtonet ondskab
Forestillingen er baseret på den virkelige historie om den berygtede seriemorder Jack Unterweger, der blev kendt som Østrigs Jack the Ripper.
Han blev løsladt fra sin livstidsdom efter bare 15 år bag tremmer som følge af pres fra en række højprofilerede intellektuelle, der hyldede de digte, skuespil og noveller, Unterweger skrev i sin celle.
Da Jack Unterweger kom ud, var han en feteret mediestjerne. Sideløbende fortsatte han med at dræbe uskyldige kvinder i både USA og Europa.
Forestillingen fik premiere i USA i 2008 og har siden med stor succes turneret i det meste af verden.
Den 13. januar 2024 kan forestillingen for første gang opleves i Danmark, når Musikhusets Symfonisk sal danner ramme om et uforglemmeligt blik ind i menneskets mørkeste afkroge.
En af vor tids største
John Malkovich er en af vor tids største skuespillere. Han har medvirket i mere end 70 film og tv-serier og modtaget et hav af anerkendelser.
Ved to lejligheder er Malkovich blevet nomineret til filmverdenens største pris – Oscar – for sine biroller i henholdsvis ‘In the Line of Fire’ og ‘Places in the Heart’.
Han er desuden kendt for sin karismatiske og blændende sceneoptræden.
På scenen i Musikhuset vil du udover Malkovich kunne opleve det klassiske ensemble Orchester Wiener Akademie og de to sopraner Chen Reiss og Susanne Langbein, der spiller og synger berømte operaarier af Mozart, Vivaldi og Haydn.
“Musikken ledsager Unterwegers foruroligende tilståelser og skildrer subtilt både den kvindelige sårbarhed og fortvivlelse og morderens raseri og begær.
Hele tiden pakket ind i den uhyggelig dobbelthed af humor og vold. “Kender Dr. Jekyll Mr. Hyde?” spørger Jack Unterweger, før han kvæler en sopran i hendes egen bh,” skriver Musikhuset om forestillingen.
Det officielle billetsalg til The Infernal Comedy – Confessions of a Serial Killer begynder fredag den 21. april kl. 10.
Billetter kan til den tid købes på Musikhusets hjemmeside.