Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kendte ansigter står bag: Ny toprestaurant åbner i Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Restaurant Moment
Foto: Restaurant Moment

Den østjyske restaurant Moment har høstet anerkendelse fra nær og fjern for sit bæredygtige koncept og kan bl.a. bryste sig af at have en grøn michelinstjerne.

Hidtil har aarhusianere skullet på en køretur for at nå frem til restauranten på Djursland, men snart rykker et lignende koncept ind til byen.

Moment åbner nemlig en søsterrestaurant på Aarhus Ø om en måneds tid. Det skriver den anerkendte restaurant i en pressemeddelelse.

Åbner allerede i april

Den nye restaurant kommer til at hedde Novel, og den slår dørene op i SHIP-bygningen fredag den 14. april.

Novel byder indenfor til et gourmetunivers på højt niveau med fuld fokus på bæredygtighed og klimaaftryk gennem bl.a. forskning fra en tilknyttet videnskabelig følgegruppe.

Med andre ord vil Novel – ligesom Moment – have fokus på alt det, som de to ejere Rikke Storm Overgaard og Morten Storm Overgaard brænder for: At producere råvarer og lækker mad ud fra en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed.

Kendte ansigter står bag: Ny toprestaurant åbner i Aarhus
Rikke Storm Overgaard.

”Novel og Moment har samme ambitionsniveau for bæredygtighed, men starter hver sit sted. Novel vil starte fra et globalt perspektiv og spørge sig selv, hvilke fødeemner vi skal interessere os for med dette antal mennesker på kloden.

Vild natur kan være en fantastisk ressource, og vi mener, at vi bør reducere antallet af landbrugsdyr. Vi skal tage grundigt stilling til, hvordan vi passer på vores natur og valget af fangstmetoder. Hver råvare, uanset om det er vegetabilsk eller animalsk, vil blive overvejet fra et bæredygtighedsperspektiv, og nogle af vores valg vil nok overraske.

Vi glæder os til at nedbryde fordomme om, at bæredygtighedsdogmer ikke kan kombineres med et meget højt gastronomisk niveau,” lyder det fra Rikke Storm Overgaard.

Om ejerne af Moment og Novel:

Rikke Storm Overgaard har studeret geologi på Københavns Universitet og har boet i København, indtil hun og Morten flyttede til Djursland i 2003. Rikke har altid opfattet klima og biodiversitet som værende blandt de vigtigste områder at beskæftige sig med. Rikke startede Restaurant Moment på en parkeringsplads i Feldballe og har med Moment opnået en lang række priser og anerkendelser i Michelin samt i andre danske og internationale madguides. I 2020 flyttede hun med Morten til en gård nord for Horsens.

Morten Storm Overgaard arbejder tæt sammen med Rikke om både Moment og Novel og deler Rikkes ambition og ideologi. Morten er også professor i kognitiv neurovidenskab ved Aarhus Universitet.

Fisk, skaldyr og vildt på menuen

Novel er målrettet bæredygtighed ligesom Moment og vil også bruge restauranternes landbrug i Horsens som udgangspunkt for hovedparten af serveringerne.

På landbruget dyrkes grøntsager, frugter, bær, blomster og urter.

Grøntsagerne dyrkes med det for øje at lave et positivt klimaaftryk, og andre dele af ejendommens mark fokuserer målrettet på at øge biodiversitet.

Modsat Moment vil Novel dog ikke være vegetarisk, men i stedet tilføje fisk, skaldyr og vildt til menuen og gennem sin videnskabelige følgegruppe udvælge råvarer med samme målsætning om et positivt klimaaftryk.

Får talentfuld køkkenchef

Det bliver 28-årige Alexander Johnsen, der kommer til at styre køkkenet på Novel.

Han har senest arbejdet som souschef på Treetop i Vejle.

Kendte ansigter står bag: Ny toprestaurant åbner i Aarhus
Alexander Johnsen.

Alexander Johnsen er uddannet fra Falsled Kro og har en fortid på både Domestic og Miró i Aarhus.

”Det her projekt krævede ikke, at jeg tænkte mig om særligt længe. Jeg synes, det er spændende og inspirerende, at jeg kan arbejde med så fantastiske råvarer, og at vi på samme tid tænker så meget bæredygtighed ind i maden.

Vi kommer også til at introducere seafood og vildt, når sæsonen tillader det, samt råvarer, som ikke nødvendigvis dyrkes lokalt. Vi vil stræbe efter at finde de mest bæredygtige løsninger for de råvarer, vi vil bruge,” fortæller Alexander Johnsen. 

Restaurantchef på Novel bliver Mathias Breinholt, der indtil nu har været på Moment.

Han er uddannet sommelier og vil på Novel få ansvaret for vin og drikkevarer.

Hvad: Novel åbner i Aarhus
Hvor: Esther Aggerboes Gade 24
Hvornår: Fredag den 14. april

Du kan allerede nu udforske Novels univers og booke bord lige her

Del artikel

Andre læser også