Spærret i flere uger: Nu lukkes vej midt i Aarhus

En ny fase i forvandlingen af Vesterbro Torv starter i dag – mandag 7. juli.
Her går entreprenøren DanJord nemlig i gang med anlægsarbejdet flere steder i området omkring det centrale torv.
Det meddeler Aarhus Kommune.
“Vi forstår godt, hvis I ikke orker flere spærringer i trafikken. Men her kommer altså lidt mere, som træder i kraft på mandag 7. juli og varer frem til 14. august.
Anlægsarbejdet ved Vesterbro Torv går nemlig så småt i gang, og entreprenøren starter i Langelandsgade, hvor faldet på vejen skal ændres, så regnvand fremadrettet bliver styret sikkert gennem byen.
Der bliver derfor spærret på Langelandsgade syd for Teglværksgade. Det gælder både bil-, cykel- og bustrafik, mens gående fortsat kan passere langs facaden,” lyder det fra kommunen.
Arbejdet ligger i sommerferien for at genere hverdagstrafikken mindst muligt.
Busser sendes ud på omveje
I forbindelse med arbejdet vil der være omkørsel for busser, der normalt kører gennem Langelandsgade.
Aarhus Kommune henviser til Midttrafik, hvis du vil have overblik over den aktuelle bustrafik.
Her foregår anlægsarbejdet
Over sommeren vil DanJord arbejde følgende steder:
Den sydlige del af Langelandsgade graves op i perioden 7. juli-14. august. Her ændrer vi faldet på vejen for at lede regnvand sikkert gennem byen. Arbejdet er en del af den store klimatilpasning af området og udføres i dagtimerne. Det forventes at støje og støve, mens det står på, og det kan desværre give nogle gener for naboer.
Entreprenøren går også i gang med at forberede de grønne regnvandsbassiner, der skal etableres på to lokaliteter i Botanisk Have og på Skt. Marcus Kirkeplads. Bassinerne bliver vigtige i den fremtidige klimatilpasning af området, da de kan rumme store mængder regnvand og forsinke det på vejen ned mod byen.
Foruden ovenstående er der etableret flere arbejdspladser, hvor DanJord holder til med skurvogne, grej mm. Bl.a. nord for Peter Holms Vej.
Kilde: Aarhus Kommune
I midten af august begynder arbejdet med at lave cykelsti og fortov i Vester Allé, og der etableres byggeplads på selve torvet.
Læs også: Nu sker det: Aarhus’ nye bussluse træder i kraft Aarhus Kommune tager forbehold for, at der kan ske ændringer i ovenstående, hvis der opstår uforudsete udfordringer undervejs.
Du kan læse mere om forvandlingen af Vesterbro Torv lige her