Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: 1000 saucer, dips og dressinger

Af Michael Qureshi

Man skal ikke kimse af en sauce og vigtigheden af den. Det gør Nadia Arumugam bestemt heller ikke. Hun er har en international baggrund, hvor hun har boet i Malaysia, England og USA og arbejder som fast madskribent hos Forbes. Filosofien bag bogen er, at selv det kedeligste måltid kan få næsten gourmetstatus med en god dip, dressing eller sauce.

 

Husmodertips og tekniske fif

Nadia Arumugam forstår at tage sin læser i hånden og gennemgå teknikken bag hendes emne. Her findes alt fra husmodertips til at redde en sauce, hvis den er blevet for salt, en grundig vejledning i “De 5 modersaucer”, tip til generel anretning og meget mere.

 

Kogebogen er opdelt i overskuelige og logiske afsnit med introduktion til hvad det egentlig er sauce, dip og dressing kan og en introduktion til den lidt mere tekniske del. Dernæst følger afsnit om saucer, fordelt i underafsnit om den enkelte salgs og med forslag til variationer. Et kapitel om dip, dressing, frugtsaucer til det salte køkken og dessertsaucer er der også blevet plads til. Endda fondopskrifterne er udførligt beskrevet. Sproget er let og tilgængeligt. Nadia Arumugam er grundig. For eksempel beskriver hun, hvordan der kan være forskel på frisk og bagt hvidløg i en aioli. At tranebærsauce sprøjter under kogning, derfor skal man koge den ved svag varme og under konstant omrøring.

 

Bananketchup og koordinater

Der er meget at komme efter, for eksempel i afsnittet om frugtsaucer til mad. Der er også nogle spændende overraskelser som bananketchup, som forfatteren dog understreger, at man ikke skal blive skræmt af. Opskrifterne er ikke tilknyttet et bestemt køkken inden for den gastronomiske scene, her er alt fra asiatiske, afrikanske og amerikanske til skandinaviske dyppelser. Det er rigtig fint, at baggrund, historie og tips er godt beskrevet, så læseren får en fornemmelse af, hvorfor man skal tilberede på en bestemt måde. Desuden er forskellige begreber, såsom emulsion, forklaret på en brugbar måde.

 

Struktureret skema

Alle opskrifter er angivet i færdig mængde og hvor mange personer, der er sauce til. Der er et omfattende indeks og endnu bedre har bogen et skema, som fungerer lidt ligesom når man læser kort-koordinater: Øverst vandret er der en emnelinje med forskellige snacks, grøntsager, kiks, brød og lignende, og nederst horisontalt er de forskellige saucer oplistet. Så kan man præcis gå ind og finde, hvad der matcher, hvis man for eksempel skal bruge en asiatisk snack, en sauce til pizza eller noget, der passer til indmad. Det er smart!

 

1000 opskrifter er en del

Bogen er som nævnt skrevet af i USA, hvilket den til tider bærer præg af ved at være lidt for meget pædagogisk. Til tider bliver det lige i overkanten, blandt andet ved gennemgang af køkkenudstyr. Her er det beskrevet helt ned i detaljer, at grydeskeer, gryder og pander er praktiske ting at have, når de forskellige retter skal laves. Desuden er nogle få af de 1000 opskrifter til den letkøbte side: En variant af ananas- og chilisauce er at udskifte ananas med mango og en “forbedret mole” er et færdigkøbt glas mole tilsat lidt krydderi. Men 1000 opskrifter er også virkelig mange, så man kan forstå, hvis det til tider kan være lidt svært at blive inspireret.

 

Skal man være virkelig pernittengryn kan man nævne, at der bliver henvist til arrowroot som et alternativ til majsstivelse. Arrowroot er en plante, der pulveriseres og bruges som stivelse, men det er ikke ret udbredt på vores breddegrader. Hvis det bliver nødvendigt kan man ligeså godt bruge netop majsstivelse. Men det er et mindre kritikpunkt og kogebogen er yderst anvendelig alligevel. Bogen er særdeles grundig illustreret med lækre billeder og masser af farver. Kogebogen er omkring A5-størrelse, så man bliver ikke træt i armene, når man læser og bladrer i den. 

 

En klar anbefaling herfra!

Alt i alt er det en rigtig god bog, der smagsmæssigt spænder bredt. Særligt hvis man er ny i et køkken er den pædagogiske gennemgang af opskrifterne guld værd, men også rutinerede kan finde gode og nye sammensætninger. Det er skønt med baggrundsviden om de forskellige kategorier og der er masser af inspiration til at sammensætte ingredienserne på nye måder.

 

Nadia Arumugam: 1000 saucer, dips og dressinger

TURBINE 2015, vejl. pris 249,95 kr

Bogen kan købes her

 

1000 saucer, dips og dressinger

 

Del artikel

Andre læser også