Nostalgi for alle pengene: Anastacia satte gang i 00’er-festen i Tivoli Friheden
Der var dømt glitter, store armbevægelser og nostalgi for alle pengene, da Anastacia lørdag aften indtog scenen i Tivoli Friheden.
Og selv om popstjernen selv proklamerede, at hun ikke længere kan konkurrere med de unge artister, så beviste hun, at stemmen og de store hits stadig holder.
For da Anastacia gik på scenen i Aarhus var det ikke bare en koncert – det var en lille tidsrejse tilbage til 00’erne, dengang Anastacia var en af de helt store popstjerner, og hendes karakteristiske hæse stemme kunne høres fra radioer og stereoanlæg over hele landet.

Får publikum med fra start
Koncerten åbner med ‘One Day in Your Life’, ‘Now or Never’ og ‘Staring at the Sun’.
Det er solid popnostalgi, men publikum skal lige i gang.
Det ændrer sig, da ‘Paid My Dues’ rammer, og her vågner publikum for alvor.
Det er tydeligt, at mange af dem, der står foran scenen, har haft Anastacia som soundtrack til deres ungdom, og pludselig er der hænder i vejret og genkendende smil hele vejen rundt.
På ‘Don’tcha Wanna’ får Anastacia for alvor vist, at hun ikke bare har tænkt sig at stå stille og synge sine gamle hits.
Hun danser, laver moves og fylder scenen. Og stemmen? Den er stadig rå, kraftfuld og meget Anastacia.
Så kommer ‘Sick and Tired’, og her er publikum helt med.
Hænderne ryger i vejret, folk synger med, og Anastacia rammer den der helt særlige diva-energi, som gjorde hende til en af 00’ernes største popstemmer.

Fra Aqua til Backstreet Boys
Så tager koncerten en lidt uventet drejning.
Anastacia fortæller om sine yndlingssange og spørger publikum, hvad de tror, hendes favoritsang fra Danmark er.
Svaret giver næsten sig selv: Aqua. Og pludselig lyder ‘Barbie Girl’ fra scenen, og det er svært ikke at smile.
For hvis der findes én sang, der kan samle et dansk publikum på tværs af alder, så må det næsten være den sang.
Anastacia kaster sig over Aqua-klassikeren, mens publikum straks genkender de ikoniske toner. Det er måske ikke lige den sang, publikum havde regnet med at få fra Anastacia, men det passer perfekt ind i koncertens 00’er-univers.
Kort efter følger et medley med blandt andet ‘Vogue’, ‘This Is How We Do’ og ‘Everybody (Backstreet’s Back)’, og det hele skriger 00’erne. På den gode måde.
På et tidspunkt joker Anastacia med, at hun ikke længere kan konkurrere med de unge artister, og at hun er gået i overgangsalderen. Hun virker altså både bevidst om, at tiden er gået – og helt ligeglad med det.
For hun er her stadig efter 25 år, som hendes igangværende turné markerer, og hun udtrykker flere gange, at hun er glad for, at publikum stadig er her sammen med hende.

Fra glitter til Guns N’ Roses
Anastacia kommer efter kort fravær tilbage på scenen i sort glitter og med solbriller og giver plads til de mere følsomme numre som ‘Heavy on My Heart’ og ‘Overdue Goodbye’.
Hun tager sig også tid til at tale med et barn blandt publikum, og det giver koncerten et mere personligt øjeblik midt i det store show.
Men efterhånden som solen forsvinder, og skumringen lægger sig over Tivoli Friheden, ændrer stemningen sig.
Der er kommet et par fadøl indenbords, og folk er klar til fest.
Så kommer Guns N’ Roses’ ‘Sweet Child o’ Mine’, og det får hele pladsen til at rocke med, inden Anastacia igen tager fat i sine egne sange.
Så kom den, alle ventede på, og da ‘Left Outside Alone’ bliver spillet, letter koncerten for alvor.
Alle synger med på kæmpehittet, og Anastacia viser, at stemmen stadig er en af hendes allerstørste styrker. Hun synger ganske enkelt virkelig godt.
Og så er vi fremme ved ekstranumrene.
Der bliver skruet op for diskoteket på scenen med strobelys, bongotromme og Anastacia i catsuit og palietbolero.
‘Not That Kind’ får festen til at fortsætte. Men alle ved godt, hvad der mangler.

“I’m Outta Love”
Da de første toner til ‘I’m Outta Love’ lyder, føles det næsten som at høre den gamle indspilning – bare med Anastacia stående få meter væk på scenen.
Det er præcis det hit, mange er kommet for. Og publikum kvitterer.
Der bliver sunget og danset med fra første strofe, mens Anastacia giver den alt, hvad hun har.
Da hun efterfølgende takker bandet, tror flere, at det er slut.
Men Anastacia har én sidste ting mere i ærmet. Hun vender tilbage med ‘Left Outside Alone’ – denne gang helt uden band. Og så lader hun publikum synge.
Hele pladsen synger med, mens Anastacia lader sin stemme smelte sammen med publikums.
Det er en ret fin afslutning på en koncert, der først og fremmest lever på nostalgi, store hits og en sangerinde, der stadig kan levere dem.
For ja, Anastacia er måske ikke længere den unge popstjerne fra 00’erne.
Men i Tivoli Friheden lørdag aften var der ikke meget, der tydede på, at hun havde tænkt sig at gå på pension lige foreløbig.
Divaen er stadig i huset, og hun havde publikum i sin hule hånd fra første tone til sidste. En stærk og nærværende optræden, der gør de fem stjerner fuldt fortjente.
