Flæskestegssandwichen fra MIB

Lige ved indgangen ligger en af MIBs madboder. To boder er han repræsenteret med på NorthSide 2016. Vi kom forbi boden med flæskestegssandwich. Den måtte prøves. En venlig ung pige tog imod vores bestilling. Der var godt gang i udskæringen af stegen. Smukt så det ud.
En blandet fornøjelse
Betjeningen foregik nærmest på samlebånd. Der var godt styr på det. En flot bolle med et stort stykke flæskesteg og skinnende svær blev langet over disken. Rødkål i bunden, derpå flæskestegen, så syltede agurker, en enkelt skive æble og i toppen af bollen var klasket noget sennepsmayo ind. Sandwichen var meget stor at bide over, så man måtte gå til den fra siden. Overbollen skrabede min gane. Ikke den bedste start.
Ideen med det friske æble virkede godt. To skiver havde ikke gjort skade. Sværen var sprød som ind i himlen. Ikke sej, som man mange gange oplever, men sprød og godt salt. Solbærkogt rødkål og kryddersyltede agurker havde fin syre. Rødkålen gjorde bunden våd og dannede kontrast til den hårde og sprøde overbolle. Ikke en god kombi. Stegen var tør. Alt for tør. Selv ikke fedtkanten kunne gøre noget ved det.
Vurdering
Der er meget gris i, og du bliver bestemt mæt – hvis ellers du kommer igennem det tørre kød. Sværen tog vi ud og nød i fulde drag, men også æblet faldt i god smag. Sennepsmayoen smagte godt, men var meget ulige fordelt. Lidt mere omhyggelighed her ville ikke skade. Der er, lidt for meget, der ikke hænger sammen her, og det burde kunne gøres bedre. Trods alt, vil vi gerne anbefale jer, at prøve MIBs flæskestegsstandwich. Den var klart bedre end vi før har oplevet.