Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse af “John”: Elguitar og saxofon – Rasmus Bjerg leverede rock ’n’ roll og intet andet

Af anders@sommersangdigital.dk

Lørdag aften var der dømt nostalgitrip, da Rasmus Bjerg leverede en hitparade af John Mogensens udødelige klassikere i Musikhusets udsolgte Store Sal. Skuespilleren viste, at han ikke bare mestrer udklædningen, men også besidder en vokal, der både lyder godt og ligger overraskende tæt på originalen. Folket fik sin folkefest uden de store overraskelser, og forventningerne blev opfyldt – hverken mere eller mindre.

 

Anmeldelse af “John”: Elguitar og saxofon – Rasmus Bjerg leverede rock ’n’ roll og intet andet

 

Musikhuset har de senere år ikke set sig for fine til at lægge bygninger til coverbands af forskellige kalibre. Tidens trend vil jo vide, at når dinosaurerne uddør, står unge kræfter klar til at videreføre arven, hvor især bands som Queen Machine og Pink Floyd Project har påvist en enorm tiltrækningskraft blandt det danske publikum. Derfor kan det heller ikke undre, at Rasmus Bjergs inkarnation af John Mogensen lørdag aften trak fulde huse i Store Sal med et publikum, der aldersmæssigt principielt kunne have oplevet originalen i sin storhedstid.

 

Forventningerne var ikke til at tage fejl af: Et nostalgisk trip gennem Mogensens imødekommende sangkatalog indeholdende både radiovenlige hits og stilfærdige pianoballader. Og det var lige præcis dette, Rasmus Bjerg og hans seks mand store orkester havde pakket tasken med.

 

En tro kopi

Rasmus Bjerg er først og fremmest en fremragende skuespiller, hvilket han viste i Ole Bornedals filmbiografi fra i fjor. For Rasmus Bjerg var lig med John Mogensen for en aften. Alt fra mimik og sangstemme til det karismatiske fuldskæg og bukseselerne var udførligt på plads. Rasmus Bjerg viste sig endda som værende en fremragende sanger med en stemme, der sagtens kan stå distancen i Musikhusets koncertregi.

 

Orkestret var klædt på til lejligheden i bedste 70’er-kluns og bestod af en række knalddygtige musikere, som dog manglede bodeganerve og gåpåmod til at træde ud af skyggen fra Rasmus Bjerg, der styrede showet med pompøst overskud. Af uvisse årsager var guitarmastodonten Ole Kibsgaard, som er kendt fra Shu-bi-dua, byttet ud med Christian Kronborg, som gjorde det fint til trods for at skulle støtte sig lige rigeligt til akkordhæftet.

Anmeldelse af “John”: Elguitar og saxofon – Rasmus Bjerg leverede rock ’n’ roll og intet andet

Malplaceret sceneshow

Første del af koncerten bød på gamle kendinge i form af ”Ursula” og ”Sidder på et værtshus”, og sidstnævnte var faktisk meget sigende for aftenens omgivelser og atmosfære. Man finder næppe et spillested i Aarhus, der minder mindre om et værtshus nær ved Gammel Strand, end Musikhuset. Derfor virkede det en anelse påtaget, at man forsøgte at fremskaffe en bodegastemning ved at hænge dartskive på klaveret og fylde scenen med ølkasser. Og malplaceret var det, at orkestret skulle have ølpause i den opstillede bar, mens endnu en Mogensen-kopist agerede bartender.

 

De teatralske elementer, som blev proppet ned over koncerten, fungerede ikke helt efter hensigten, da det blot fjernede fokus fra musikken og virkede useriøst. Skulle man i stedet bare have afviklet koncerten i autentiske og ægte omgivelser?

 

Stående folkefest

En række numre i den stille afdeling efterfulgtes af en storslået hitparade på jukeboksen. Efter en fornem fremførelse af sangen om de to skæve Christiania-eksistenser, Karl og Ann-Cathrin’, satte Bjerg gang i festen med et medley bestående af ”Fut i fejemøget”, ”To mennesker på en strand” og ”Karl Herman og jeg”. Folk lettede sig prompte fra stolene, og der var folkefest, fællessang og liv og glade dage. Det samme gjorde sig gældende i andet sæt, der bød på Four Jacks-klassikere og kulminerede i to af de vel nok mest fællessungne danske sange i nyere tid: ”Der er noget galt i Danmark” og ”Så længe jeg lever”. Dette bevidner, at vi har med en bundsolid sangskat at gøre, og dette retfærdiggjorde Rasmus Bjerg uden egentlig at gøre sangene til sine egne.

 

Hvad er der så mer’?

Aftenens sidste nummer var et pænt bud på John Mogensens sidste sang ”Hvad er der så mer’?”. Og netop dette er spørgsmålet, man sidder med efter en coverkoncert, som sjældent indfrier mere end en hyggelig aften i underholdningens tegn. Gennem fællessang, karismatisk skuespil og scenebevågenhed, skabte Rasmus Bjerg et dejligt gensyn med en tid, der engang var, og det gjorde han på tilfredsstillende vis med velspillet rock ’n’ roll uden hverken for mange overraskelser eller dikkedarer.

 

Den ægte John døde for 42 år siden, men hans sange og eftermæle står stadig stærkt, hvilket denne aften i Musikhuset er et bevis for. Dette udløser 4 stjerner.

 

 

Anmeldelse af “John”: Elguitar og saxofon – Rasmus Bjerg leverede rock ’n’ roll og intet andet

 

 

Lineup:

Sang: Rasmus Bjerg

Trommer: Esben Duus

Guitar: Christian Kronborg

Piano: Lars DK

Saxofon: Jan Kaspersen

Trompet: Jeppe Kaas

Bas: Nicholas Findsen

En fattig troubadur

Automobil

Ursula

Sidder på et værtshus

Kom hjem

Ensomhedens gade nr. 9

Karl og Ann-Cathrin’

Fut i fejemøget/To mennesker på en strand/Karl Herman og jeg

Den gamle violin/Glory Hallelujah

 

PAUSE

 

Piraterne/Mandalay

O Marie jeg vil hjem til dig

Mennesker bliver spist i Polynesien

Erik Oluf Andersen

Far er præst i Jylland

Nede i møget

Der er noget galt i Danmark

Nina Kære Nina

Så længe jeg lever

Ekstra

Hvad er der så mer’?

Del artikel

Andre læser også