Toy Story 5 rammer et ømt punkt:  Den nye skurk findes i de fleste børneværelser

Det er efterhånden sjældent, at en filmserie får lov til at følge sit publikum gennem flere generationer.

Men det er præcis det, Toy Story har gjort.

Dem, der sad i biografen som børn og så Woody og Buzz for første gang i 1995, kan i dag tage deres egne børn med ind og opleve det samme univers.

Derfor giver det også mening, at Toy Story 5 tager fat i et emne, som fylder i stort set alle børnefamilier lige nu.

Hvor er fællesskabet?

Den otteårige Bolette har svært ved at finde venner, og hendes forældre forsøger at hjælpe ved at give hende en Lilypad – en digital enhed, som kan forbinde hende med andre børn, blandt andet fra balletskolen.

Tanken er god nok. Men som så ofte i virkeligheden ender skærmen med at fylde mere end fællesskabet.

Leg bliver byttet ud med spil, chats og notifikationer, og selvom Bolette hele tiden er forbundet med andre, føler hun sig ikke nødvendigvis mindre alene.

Det bliver omdrejningspunktet for filmens konflikt, hvor legetøjet pludselig står over for en modstander, der ikke kan besejres med mod eller sammenhold alene.

For skærmene er jo ikke onde. De gør præcis det, de er designet til.

Det er måske filmens største styrke, at den ikke falder i den fælde, hvor alt analogt er godt, og alt digitalt er skidt.

Mange nuancer

Undervejs fik vi flere gange lyst til at tage hjem, finde træklodserne frem og gemme alle skærme angt væk, men filmen er heldigvis mere nuanceret end som så.

I stedet stiller den nogle spørgsmål, som mange forældre sikkert allerede tumler med.

Hvordan hjælper man sine børn ind i de fællesskaber, der i stigende grad eksisterer online, uden at de mister lysten til at være til stede i den virkelige verden?

Hvornår er teknologi en hjælp, og hvornår begynder den at stå i vejen?

Toy Story 5 leverer ikke et endegyldigt svar, men den minder os om noget, som serien altid har været god til: At de vigtigste relationer stadig er dem, vi bygger med hinanden.