Restauranter forgår, men Carlton består – tak for det!
Jeg læste for et par måneder siden en anmeldelse af Carlton i Aarhus. Jeg forstod den ikke. Af flere grunde. Men nok mest fordi den var sjusket i min optik. Måske havde Carlton en dårlig dag, eller anmelderen var endnu en af de nye, som skulle have et gratis måltid mad på avisens regning. Jeg ved det ikke, men det er også underordnet. Vi satte os for at lave en grundig anmeldelse af Carlton i Latinerkvarteret. Resultatet af den blev noget anderledes, end den vi læste i et dagblad. Faktisk var vores oplevelse så meget anderledes, at man som læser kan tvivle på, det er den samme restaurant, der er anmeldt. Vi var der to fredage med 14 dages mellemrum. Primært for at være helt sikre på niveauet.
Fransk charme uden snobberi
God stil og pariserstemning er det første, du ser, når du træder ind ad døren på Carlton. Det var den kendte aarhusianske arkitekt, Jan Rode, som designede Carlton i tidernes morgen. Den ligner sig selv. Tak for det. Hold bare fast i det. Hvis du vil vide, om Carlton er værd at besøge, så er svaret et rungende ja. Måske kan indretningen godt ligne en af de bedre caféer, men lad dig ikke narre. Det er en restaurant, hvilket maden og betjeningen bevidner.
A la carte
Første a la carte ret var muslinger dampede i hvidvin med brød og aioli til. Måske bedre kendt som Moules Mariner. 95 kroner for en stor omgang lige efter den franske kogebog. Muslingerne var godt renset, intet sand her. Hvidvins-suppen med masser af krydderurter smagte bedre, end mange fiskesupper gør.
På menuen var der røget laks med hvide asparges og hollandaise. Smuk servering, hvor de nye asparges og hollandaisen vandt big time.
3 retter til 365 kroner er lig med en god pris
Hver dag har Carlton tre retter på tavlen. De skifter efter årstidens råvarer og køkkenets humør. Da vi har været igennem a la carte kortet flere gange, kan det være fint at prøve at blive overrasket. Derfor var dagens tre retter oplagt.
Steak til perfektion. 260 gram vejede den. Drøngodt kød, som sad lige i kødskabet. Selv om det var oksemørbrad, smagte den af noget. Jeg er mere rib eye typen, men alpehuen af her. Den var mør som smør, hvilket vi også forventede, men steaken var vendt i en sirupsagtig kraftig glace, hvilket løftede den. Tilbehøret er til at overskue. Enkelt. Fritter, et halvt grillet hvidløg og en rustik hjemmerørt bearnaisesauce, hvor man kan se og smage de fine skalotteløg. Syren var behagelig, forstået på den måde at den ikke blev for syrlig. Jeg er nu vild med syre i bearnaise, men jeg er ikke til hipster-syre-bearnaise. Konsistensen var da fed, men på den gode måde. Den var langt fra mayo-konsistens. Prisen var 265 kroner, og den her omgang matchede de bedste rene steak-restauranter i byen.
På den treretters menu var der unghanebryst, røget grisebryst, hvide og grønne asparges, pommes rösti og svampe i en trøffelsauce. Igen en flot servering. Trøffelsaucen var måske lidt svag i det, men det røgede grisebryst kompenserede fint for det. Kødet var saftigt.
Desserten var en chokoladekage med vaniljeis til 95 kroner. Typiske franske chokoladekager er tunge. Du kender dem nok. Gateau Marcel har det med at bombe en tilbage i stolen, og sørge for du ikke drikker ret meget mere den næste time. Sådan var den her ikke. Tværtimod. Masser af (70%) chokolade, friske hindbær og blåbær tilsat en vaniljeis og lidt karamel. Det er opskriften på en klasse-dessert, som du ikke går under bordet af.
Den anden dessert var friske rabarber, romfromage og rabarberis. Frisk er ordet. Rabarber er helt suveræne til desserter og den her var klart en af de bedre i min bog.
Vinkort med bredde og gode priser
Alt, alt for mange restauranter køber deres vin hos én leverandør. Det er som regel et dårligt tegn, da intet vinfirma kan levere alle gode vine til gode priser. Og i sidste ende er det vi gæster, som bliver snydt. De bedre restauranter har, heldigvis, valgt at købe vin hos flere vinfirmaer. Det samme gælder Carlton. De køber faktisk en del direkte hos vinbønderne. Det tæller op her. Vi vidste, hvad vi ville drikke, så vi kom aldrig ud i en diskussion eller anbefaling af vinene. Forretterne blev skyllet ned med en hvid bourgogne. Domaine Sangouard-Guyot, Macon-Villages Clos de la Bressande af egen import. 395 kroner og hver en kroner værd.
Næste vin var italiensk. Barolo fra Piemonte, Fratelli Ferrero til 515 kroner. Solmoden og moderne Barolo, medium fyldig, blød og venlig og med knald på tanninerne. Klassekøb til 500 kroner.
Fredag var lig med fuldt hus
Der var mange gæster. Nu var det jo også fredag. Det var en blandet skare, som sad ved bordene. At tale om gæste-segmentet giver ingen mening. Her er plads til alle, og det så ud som om, der var en del stamgæster. Men uanset det, så rammer stemningen, komforten (man sidder på gode stole, og der er plads ved bordene) og maden appellerer til de fleste. Vi sluttede aftenen af med et par cocktails. Hemingway Daiquiri og Carlton Sour. Her var kun ros. Fedt, når en restaurant formår at lave gode cocktails. Det gjorde Carlton her. Fredag og lørdag kan man fortsætte med cocktail, hvis altså du vil prøve noget andet end vinen.
Vores vurdering og regningen
At Carlton gør det godt, er der ingen tvivl om. Betjeningen var i top. Maden kunne vi ikke sætte en finger på. Prisen for en hel aften med to gode flasker vin, to glas dessertvin, to cocktails og seks retter mad løb op i 1904 kroner. Det er i min bog en rigtig god pris. Vi betalte og var tilfredse og glade hele vejen hjem.
Jeg har altid anbefalet Carlton, men efter den her aften gør jeg det endnu mere. Hvis vi gav stjerner eller kokkehuer på Aarhus Update, så ville jeg ikke ryste på hånden ved at kaste 5 kridhvide kokkehuer efter Carlton. Deres præstation den aften var bedre, end jeg har set længe i lokalerne på Pustervig.