Anmeldelse af Carlton: Latinerkvarterets klassiske brasserie er som at komme hjem
Carlton er som skabt til Latinerkvarterets brostensbelagte torv i Aarhus. Den franskinspirerede restaurant ligger smuk ved Pustervig Torv. Carlton minder om et fransk brasserie uden fine fornemmelser. De gør ikke meget ud af sig selv. Det har de aldrig gjort. Når man laver god mad, har et anstændigt vinkort, en betjening som kender de gamle dyder, og ellers ligger i hjertet af Aarhus, så kommer gæsterne af sig selv.
Fuldt hus – en fredag aften
Carlton er populær. Det så vi tydeligt, da vi ankom. Der var tæt på fyldt op. Vi fik hurtigt et bord, et par store glas Champagne og et menu- og vinkort. Så var der ro. Fra os. Dagens trerettersmenu kunne man plukke i, som man ønskede – god stil.
Mør tun var dagens forret
Tuntatar med en fin syre, som spillede pænt sammen med den møre tun. Det var store stykker tun. Den var rørt med purløg og karse som grønt element. Jeg drak Riesling fra Dr. Loosen til, og det var jeg svært tilfreds med – både den og resten af min Champagne passede fremragende. 115 kroner var prisen, og en let start.
Stort, skønt og vanedannende
Foie gras terrine med kvædekompot og en lille briochebolle, som er ristet i smør. Hold kaje, hvor sad den i skabet. Kvædekompotten var ikke særlig syrlig, men heller ikke for sød. Ret godt ramt til den fede foie gras. Vi drak en Sancerre til, hvilket var den unge flinke tjenerens anbefaling. Den sad på ingen måde lige i skabet til den ellers perfekte terrine. Tværtimod. Den var alt for syrlig og mineralsk. Personligt havde jeg nok foretrukket en noget sødere vin til en terrine. Men min makker, som havde valgt foie gras, tog det pænt. Hun havde mere Champagne tilbage. Den passede bedre, og den drak hun til. Vi måtte af med 165 kroner, hvilket var i den lave ende, for sådan en stor og lækker omgang.
Sådan skal en fiskesuppe laves
Fiskesuppen var lavet på skrog af pighvar. Den var med torsk, kammusling, blåmuslinger og jomfruhummer. En smuk skummet suppe. En fin kraftig sag, hvor der ikke var sparet på fløden. Torsken var saftig og ikke tør, som den slags hvid fisk har tendens til at være i en fiskesuppe. Det fortæller, at køkkenet tager opgaven alvorligt. Fiskesuppen fås næppe bedre i Aarhus. Den så lidt underspillet ud med sin hvide farve, men under uskylden ventede en generøs suppe, som dansede helt tæt med mine smagsløg. Den fås også som forret, men jeg anbefaler den som hovedret, da den fortjener den opmærksomhed en hovedret skal have. 205 kroner var prisen.
Brasserie, boeuf og frisk estragon
Boeuf Bearnaise af oksemørbrad med hjemmerørt bearnaise og med frisk estragon. Et bagt hvidløg var det grønne element. Bøffen var høj og mør. Ganske enkelt perfekt tilberedt. Bøffen var glaseret, hvilket jeg sætter pris på – og som man ikke får så ofte. Hatten af for bearnaisen og den friske estragon. Det burde være obligatorisk, man brugte friske krydderurter, men det ser vi alt for sjældent. Carlton trak stikket hjem her. Det var et skønt bekendtskab. Vi måtte betale 295 kroner, hvilket klart er en god pris.
Franske landportioner
Isdesserten var voldsom. Den troede jeg, at man skulle længere vestpå for at få. Fem store kugler på brændte nødder og tilhørende lun chokoladesauce. Klassisk omgang uden så meget snak. Det slog os næsten ned af stolen. Jeg får altid kritik, når jeg kommenterer portionsstørrelserne.
Flertallet af restaurantgæster i Aarhus vil gerne have store portioner og dermed noget for pengene. Men den her dessert ville også have været stor og god i halv størrelse. 95 kroner var prisen. Vi fik også lidt petit four til kaffen.
Egen import af vine
At en restaurant importerer deres vine selv er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel – tværtimod, ser man til tider. Men på Carlton synes jeg, de har været dygtige til at finde gode vine, som ikke findes særlig mange steder i Aarhus. Priserne er også sympatiske. Vi købte lidt af hvert. Vi fik et par anbefalinger af den unge tjener. Men en af anbefalingerne var en flaske Chorey Les Beaune til 425 kroner.
Champagnen kostede 220 kroner, mens de to glas hvidvin, vi fik, kostede 85 kroner stykket. Kaffen kostede 70 kroner, og der var vel fire kopper i kanden. Vinen var generelt rigtig god til prisen. Eneste kritikpunkt var, at nogle lidt bedre rødvinsglas ikke ville skade. Det ville især have klædt Bourgognen med lidt mere plads, selvom den ganske vist havde været en tur i karaflen først.
Betjeningen
Betjeningen var nede på jorden. Stille og rolig. Anbefalingerne af vine sad ikke lige i skabet til min smag. Vinene var fremragende, men det var matchet til maden, som ikke var skarpt. Dog var det også lidt min egen skyld, da jeg pressede tjeneren til noget nyt, og vores retter gik jo fra øst til vest rent smagsmæssigt.
Vurdering
- Carlton er still going strong. De er i god form Jeg kan godt lide Carlton. Det er en lille oase i Aarhus C. Et sted hvor tiden står stille. Maden er ærlig, og der er nok af den. Jeg syntes, køkkenet slap ualmindelig godt fra vores besøg. De store portioner kan næppe kaldes fejl, men en bevidst handling, som de fleste gæster sætter pris på.
- Køkkenet kan den klassiske franske kogebog. Der var ingen slinger, og jeg mindes ikke, jeg har spist bedre på Carlton end den fredag i sidste uge. At den unge tjener, som var ret ny, var lidt grøn på vinkortet er hvad der sker. Det gik, og vinene og priserne fejlede ikke noget.
- Der er ikke så meget fornyelse over Carlton. Det gør heller ikke noget. Vi elsker det velkendte. Vi ved, hvad vi får. Carlton holder fast i den samme stil, og det er gæsterne glade for. Vi kender niveauet, og det holder. Hvis du ikke har besøgt Carlton, så er opfordringen hermed givet videre.
Restaurant Carlton
Rosensgade 23
8000 Aarhus C
Mail: info@carlton.dk
Telefon: +45 86 20 21 22
Hjemmeside