Anmeldelse: Elektriske Dizzy Mizz Lizzy slog gnister i Friheden

En i forvejen Fed Fredag blev en kende tungere, da det progressive rockorkester Dizzy Mizz Lizzy slog vejen forbi Tivoli Frihedens første efterårskoncert.

Mange østjyder trodsede festugens våde øltelte og de flatterende kopibands for at tilbringe en aften i selskab med Tim Christensen og co. Aarhusianerne må have god smag.

Med obligatorisk rockstar-arrogance indtog den københavnske trio scenen et kvarters tid efter det annoncerede tidspunkt.

Publikum var parate, og flere havde på forhånd flittigt sunget Silverflame i parkens mange afkroge.

Første halvdel havde fokus på nye numre

Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock i 1993 ved at slå bl.a. Kashmir, og det var netop sangene fra storhedstiden i 90’erne, folk var kommet for at høre.

Men der blev ikke leflet. Faktisk bestod hele koncertens første halvdel af nyere numre med fokus på albummet Alter Echo fra 2020.

De fløj desværre hen over hovedet på publikum, og især den 20 minutter (!) lange fortælling om Amelia skulle lige fordøjes en ekstra gang. Et lidt for dristigt valg måske?

Bevares – vi snakker bundsolid rock, og den manglende snak fra scenen gav sågar plads til fordybelse.

Samtidig var der kælet for detaljerne.

Scenen blev badet i rødt lys, da den tonstunge “In The Blood” blev spillet. Melodierne er bestemt også på niveau med de mere velkendte.

Men spiller man for tusindvis af feststemte sæsonkortholdere, tabes momentum fra start, og det er ærgerligt.

Især blev mange af de flotte – men lange – introer desværre lydmæssigt degraderet til ævlen med sidemakkeren.

Det havde de ikke fortjent. Publikum mindede om en børneflok, der vemodigt ventede på gaverne juleaften.

Tight as hell

Tim, Søren og Martin har alle år udgjort bandets faste bestanddel.

Denne aften var de flankeret af keyboardspiller Anders Stig Møller, der mesterligt fremhævede de melodiøse elementer fra numrene. Søren og Martin gjorde undervejs ikke meget væsen af sig.

Til gengæld spillede de røven ud af cowboybukserne og lagde en bund, som ville inspirere selv en erfaren gulvlægger.

Man kan naturligvis ikke sige Dizzy uden at nævne Tim Christensen.

Som få behersker han den hellige treenighed at skrive, spille og synge – og det til UG.

Når Tim riff’er på den seksstrengede, er han blandt de bedste af sin slags.

Aftenen igennem lagde vi ører til utallige melodiske guitarsoloer. Gedigent håndværk, der aldrig blev hverken kedeligt eller ensformigt.

“Synger I med på denne her?”

Det var trods alt i højere grad genkendelighed end fadøl, der var katalysator, da publikum midtvejs vågnede op til dåd.

Da de sidste dugfriske akkord var slået, var tiden kommet til at kigge den anden vej. På forsangerens opfordring stemte publikum i til klassikeren “Love Is a Loser’s Game”, og så tog det fart.

Som var det rockens svar på Vild med 90’erne fik vi serveret alle de store hits fra årtiet. Og det var der brug for.

Endelig fik børnene sine gaver, og den længe ventede rockfest eksploderede i et prægtigt miskmask af fællessang og luftguitar. Især den perfekt skårede rockhymne Waterline lød lige så overbevisende som dengang.

Flammen brænder stadig

Var man taget i Friheden for at synge med på de store hits, gik man ikke forgæves.

Man måtte dog være tålmodig. De nye sange tog pusten fra publikum allerede fra første vejrtrækning.

Det er prisværdigt at stå så stålfast ved sit nye materiale, men det har sin pris, hvis det ikke proportioneres efter forholdene. Denne gang var prisen en forsinket rockfest.

Det blev dog også en fortælling om et band, der insisterer på at se fremad og ikke blot ride på ryggen af hits fra fordums tid. 

Musikalsk leverede Dizzy Mizz Lizzy en rockkoncert på højt niveau og cementerede nok engang sin position som et af de største danske rockbands.

Koncertens højdepunkt skulle vi finde i sidste nummer, Silverflame, hvor der opstod et lighter-hav af mobiltelefoner fra de fremmødte. Publikum fik slutteligt det, de kom for.

Sølvflammen brænder heldigvis stadig i bedste velgående, og intet indikerer, at luen slukkes lige foreløbig – og tak for det.

Vi har brug for autentiske rockbands, der tør tage chancer og insistere på aktualitet. Det skal publikum bare lige være med på.

Sætliste

Amelia – Part 1: Nothing They Do They Do for You

Amelia – Part 2: The Path of Least Existence

Amelia – Part 3: Lights Out

Amelia – Part 4: All Saints Are Sinners

The Ricochet

In the Blood

I Would If I Could But I Can’t

Brainless

The Middle

Love Is a Loser’s Game

Glory

Rotator

67 Seas in Your Eyes

Waterline

Ekstra:

Thorn in My Pride

Silverflame

Lineup

Tim Christensen: Vokal og guitar

Martin Nielsen: Bas

Søren Friis: Trommer

Anders Stig Møller: Keyboard