Svalegangen: “Drengen der ville være vægtløs” – født under en uheldig stjerne

Skrevet den 11. oktober 2018 kl 17:38 Af Freja Dumont

Humor, hurtige replikker og et velfungerende set-up med skuespil på højt plan er, hvad forestillingen “Drengen der ville være vægtløs”, der spiller på Svalegangen i Aarhus, byder på. En lidt for lang, men troværdig og rørende komedie, der fortæller om de enorme kræfter, det kræver at bryde sin sociale arv.

“Vi skider, vi æder og så dør vi”. Så enkelt siges det i forestillingen, “Drengen der ville være vægtløs”, der er en hverdagskomedie om det at vokse op under trange kår og drømme stort. Men håbløsheden skinner igennem, og den hjerteskærende fortælling rammer publikum, der føler med den unge mand.

Drømmer sig væk

Vi er i 1980´erne. Den tykke 19-årige René bor med sin klynkende, migræneramte mor i en lejlighed i et gråt forstadsmiljø. Inden faren gik bort, sørgede han for en læreplads til sin søn.

Svalegangen: “Drengen der ville være vægtløs” - født under en uheldig stjerne

Men René vil være astrofysiker og flyve højt i himmelrummet, bo i storbyen og studere. Ikke vade rundt i andres kloakslam. Han drømmer sig væk fra problemerne. Men det er svært at lade sin ubehjælpelige mor i stikken. Også Renés “venner” Theis og Winnie holder i René. De kan ikke undvære ham. De presser og udnytter den skrøbelige dreng.

Et stort talent

Skuespillerne er velvalgte til rollerne. De falder perfekt ind i deres karakterer, og forestillingen bæres af de stærke skuespillerpræstationer. Stjernen er Nicolai Jørgensen, der spiller René. Han fylder scenen ud og viser sit talent for mimik og gestik. Vi føler hans begejstring, når han taler om rummet, og smerten når moren gang på gang svigter. Vi er med i den kluntede drengs spirende forelskelse i Winnie samt mærker frustrationerne, når ingen forstår ham.

Skuespillerne imponerer

Mette Horn, spiller overbevisende rollen som den ynkelige mor, der på det groveste svigter sit barn. Alle fordomme er her understreget. Vi griner af det, men græmmes også over, at det foregår. Vi ser moren gå fra knust enke, der kommer hjem fra mandens begravelse, til genopblusset forførerske og tilbage igen. Lars Bom spiller Renés kollega og morens date og flirt. Scenerne med de to voksne sammen giver anledning til meget grin i salen, men inde bagved ligger tragedien og lurer.

Renés ven, Theis, spilles af Mads Reuther. Han giver forestillingen energi og fortæller en anden side af historien om at vokse op i et socialt belastede miljø. Den blonde naive og flirtende frisørelev Winnie, der har en urealistisk drøm om at blive sangerinde, spilles af Mette Klakstein Wiberg. Hun er autentisk i rollen. Iført lyserøde benvarmere og gamacher og med permanentet hår sat op i en tot, understreger hun tiden.

80´ernes musik, frisure og tøj

Scenografien er ikke lige så kompliceret, som Renes liv er. En enkel opbygning, hvor værelset med en sofa, køleskab og tv danner rammen – That´s it. Tomt og udtryksløst som Renés liv. At vi er landet i 80´erne ses både på kostumer, frisurer, sproget og ikke mindst 80´er musikken, der er gennemgående. Flere gang springer skuespillerne ned ad scenen, og humoristisk synger eller danser de til de skønne numre. Disse afbræk skaber for publikum et tiltrængt pusterum fra det triste og håbløse.

Der går tomgang i den

“Drengen der ville være vægtløs”er generelt en god historie, der overbevisende fremføres af dygtige skuespillere. Desværre går fortællingen i ring. Vi kommer ikke rigtig videre – måske er det en understregning af Renés liv. Men de to timer, inklusiv pause, forestillingen varede, blev trukket i langdrag. Flosklerne blev genbrugt. Da tæppet gik ned, var der grund til eftertanke. Vi sad tilbage med ubesvarede spørgsmål og forskellige meninger om, hvad der nu ville ske.

En del blandt publikum var så begejstrede, at de endte med stående bifald. Vi ender trods alt på 4 stjerner, hvilket alene er skuespillernes fortjeneste.