Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anmeldelse: Et ungt menneskes ønske om at dø sættes under lup i “Mæt af dage” på Svalegangen

Af Freja Dumont

Svalegangens forestilling “Mæt af dage” sætter aktiv dødshjælp i et nyt lys i den aktuelle og hjertegribende fortælling om menneskets psyke.

 

Anmeldelse: Et ungt menneskes ønske om at dø sættes under lup i “Mæt af dage” på Svalegangen

 

Publikum er placeret på bænke på begge sider af scenen og med VR briller liggende ved siden. Snart sidder halvdelen af publikum med VR-briller på, og med et bliver vi den unge kvinde, Karen. Anderledes opstart, må jeg sige.

 

Må raske dø?

Karens ønske om at tage sit liv samt de pårørendes frustrationer og kamp for at få hende til at leve er, hvad “Mæt af dage” tager fat på. Karen (Anna Nøhr Tolstrup) fejler intet fysisk, men har brug for hjælp af psykologer og læger. Hun har ondt i sjælen og ønsker at dø. Men kan man være mæt af dage som et ungt menneske?

Ikke hvis det står til de pårørende i forestillingen.

Kæresten Esben (Albert Stein Ankerstjerne) prøver at holde humøret højt og være forstående. Karens mor har dårlig samvittighed og føler afmagt. Esbens ven er samfundets stemme, der forsøger at få Esben til at stoppe forholdet og tænke klart. Men det er svært, når livet og døden kommer tæt på, og én man holder af ønsker at stoppe livet.

 

Højaktuelt emne

Dramatiker, Thomas Markmann, tager her fat i et emne, der er højaktuel og i den grad værd at tale om. Noget, som han på sin vis har haft inde på livet med en far, der som 91-årig begik selvmord. I forestillingen er det twistet og handler om en rask, ung kvinde. Igennem stykket er der stærke dialoger, der giver indblik i karakterernes følelser og frustrationer.

 

Nyskabelse på teatret

Scenografien af Karin Gille fungerer godt. Alt er klinisk, kridhvidt og farveløst. Eneste rekvisit er et langt hvidt lagen, som virker fint som isbjerg og liglagen. Lyset er koldt. Scenerne er korte og afbrydes af total blackout. De akkompagneres af lyd der skaber dramatik. Kostumerne er holdt i sorte, grå og hvide farver. Igennem VR brillerne kommer vi helt tæt på. Det er nyt og gribende, men kortvarigt og desværre får publikum kun den ene af de to oplevelser.

 

Stor forskel på skuespillerpræstationerne

Anna Nøhr Tolstrup spiller fremragende. Med tomme og angstfulde blikke samt en rystende og anspændt krop sørger hun for, vi mærker hendes smerte. Den forelskede kæreste, Esben, der spilles af Albert Stein Ankerstjerne, er troværdig. Vi er med i hans forvandling fra glad og sød til frustreret, vred og bange. Jakob Hannibal og Kirstine Hedrups skuespil er ikke overbevisende, men deres karakterer, som hhv. Esbens ven og Karens mor og behandler, sætter problemerne i perspektiv.     

 

Vurdering

“Mæt af dage” er 75 minutter i selskab med et relevant og rørende emne. Det er et kontroversielt virtual reality-drama, der stiller spørgsmål ved aktiv dødshjælp og viser det fra forskellige vinkler. Det gør det godt. Specielt de to hovedpersoner gør det godt. De er troværdige og kommer ind under huden.

 

Placeringen af publikum over for hinanden trækker desværre blikket væk fra forestillingen. Det fortjener de skarpe dialoger og kampen mellem det sorte og hvide ikke. Lidt synd for oplevelsen. Det var blevet en mere intens oplevelse i en almindelig teatersal.

 

Ideen med VR- briller er spændende. Men kun at få halvdelen af oplevelsen – enten starten eller slutningen, da brillerne deles med naboen –  faldt ikke i god jord her. Jeg manglede slutningen, som sidemandens våde øjne signalerede.

 

Efter forestillingen blev vi siddende et øjeblik. Der var grund til refleksion. Man ryster ikke lige “Mæt af dage” af sig, og den udløser fire stjerner.   

 

Anmeldelse: Et ungt menneskes ønske om at dø sættes under lup i “Mæt af dage” på Svalegangen

 

 

Scene: Ny Sal

Spilleperiode: 20. oktober til 24. november 2018

Varighed: Ca. 75 minutter

Spilletidspunkt: 18.30 og 20.30. Lørdag: 15.00 og 17.00

Pris: 195 kroner – køb billet her

 

Anmeldelse: Et ungt menneskes ønske om at dø sættes under lup i “Mæt af dage” på Svalegangen

Tekst: Thomas Markmann

Instruktion: Anna Schulin-zeuthen

Scenografi: Karin Gille

Vr Produktion: Mannd

Lyddesign: Anton Bast

Lysdesign: Anders Kjems

 

Medvirkende: Albert Stein Ankerstjerne, Anna Nøhr Tolstrup, Jakob Hannibal og Kirstine Hedrup

 

Produceret af Teatret Svalegangen

Del artikel

Andre læser også