Vi blev fanget – Havnens Fiskehus City tog os med storm

Aarhus Central Food market har siden åbningen haft stor succes. De har nogle madboder, som skiller sig ud. Vi har besøgt stedet mange gange og er vilde med det. Denne dag havde vi bestemt os for at se nærmere på Havnens Fiskehus og deres fiskebod, som er en kombineret fiskehandel og fiskejoint. Personalet er faguddannede kokke, med erfaring fra fiskerestauranter, både i Danmark og Europa. Her får du en anmeldelse af Havnens Fiskehus City.
Fem små deli-retter
Havnens Fiskehus City ligger i den bagerste del af markedet. Et bredt udvalg af sæsonens fisk og skaldyr bugnede i disken og fangede straks vores opmærksomhed. Smukt. Der var fem forskellige små deli-retter at vælge imellem.
Sprøde tacos med tun og krabbe, lun fiskefrikadelle, østers, fish’n’chips samt lynstegt tun med sesam. Vi valgte at prøve alle fem.
Foodie bar anbefalede vinen
Maden blev lavet, mens vi ventede. Det tog ikke lang tid. Der var styr på det. Den runde bar “Foodie bar” sørgede for en siddeplads til os. Her bestilte vi hvidvin til fisken. Chardonnay Macon-Chaintre, Dom Cedric et Patrice Martin til 90 kroner glasset. En fed og frugtig vin med en snert af røg. Vinen blev anbefalet af den opmærksomme tjener, og vi må give ham, at vinen supplerede fiskeretterne godt.
Østers er en selvfølge
Denne dag var der tre forskellige slags østers. 20 kroner stykket. De blev serveret på is i en bakke med både af citron. Dertil rødløgsvinaigrette, der gav god syrlighed til østersene. Det var tre store østers. En var meget salt, en med fedme og til sidst en kombineret. Den sidste var en Fines de Normandie østers med masser af smag, fedme og afbalanceret salt. Det var efter min mening den bedste. Meget kontrolleret og balanceret.
Gennemført lækker
Tacos med rød tun og krabbe til 79 kroner var anden ret. Den ene var med avokadocreme, chilimayo, sesam og koriander samt et stykke lime ved siden af. Den anden, krabbesalaten,var med frisk mango, skåret rød chili og masser af karse. Der var godt med krabbekød, og sammensætningen med den søde mango og chilien sørgede for en helstøbt ret. Tunen var frisk, fantastisk mør og med et let bid. Tacoerne var sprøde, som de skal være. En gennemført, delikat ret uden så meget snak.
Fiskedellen, som ryddede bordet
Ingen fiskehandel uden fiskefrikadeller. Sådan er det. Den lune fiskefrikadelle var lavet af laks og torsk med hjemmelavet remoulade til 20 kroner. Crispy uden på og med god fylde. Igen var der citron ved siden af. Remouladen var selvfølgelig hjemmelavet. Den var med syltede gulerødder, agurker og kapers. Lækkert. Dellerne havde god struktur og smagte dejligt.
Vi fik kuller
Fish `n´ chips lavet af kuller. Hvilken fisk, der bruges, afhænger af, hvad de får hjem af frisk fisk. 75 kroner var prisen for 120 gram. Beer Battered (vendt i øl og mel) med hjemmelavet kryddersalt. De havde fået lige så hatten passede. Frisk, sprød og ikke mindst perfekt, saftig fisk. Fritterne var friturestegte. De smagte godt og var sprøde. Af dyppelse var der hjemmelavet sauce tatare lavet af estragon, dild, kapers, cornichoner og rødløg. Den var god! Syrlig og lækker. Byens bedste Fish `n´ chips , uden tvivl.
En afhængighed er skabt
Lynstegt tun med sesam-soya vinaigrette, frisk koriander og lime til 45 kroner var næste servering. Minimum 100 gram tun lå på tallerkenen. Magen til mørhed skal man lede længe efter. Det smeltede simpelthen på tungen. En afhængighed var skabt. Hold op, hvor smagte det godt. Tilbehøret sørgede for at modvirke det faste i tunen.
Vores regning
Vi betalte i alt 279 kroner for de fem deli-retter. Der var rigeligt til to personer. Et fund til prisen, vil jeg kalde det. Specielt når vi tager kvaliteten af de friske råvarer i betragtning. Husk lige, at maden, vi har anmeldt, er noget der laves på stedet og serveres som en slags street food. Ud over det, så er der jo et hav af lækre fisk og skaldyr, som du kan købe med hjem. Betjeningen er nok noget af det mest kompetente, jeg længe har mødt. Venlig, smilende og med en faglig viden om fisk, man skal lede meget længe efter.
Vurdering
Havnens Fiskehus på Aarhus Central Food Market gør det forrygende godt. Byens bedste fiskehandel ifølge os. Det var serveringer på samme niveau, som vi får på de bedste restauranter i Aarhus. Intet mindre. At de har nogle af de bedste kokke bag disken gør, at deres niveau er tårnhøjt i deres genre. Der anvendes – selvfølgelig – frisk fisk, som krydres med årstidens krydderurter og grønt. Kvaliteten og tilberedningen var prioriteret højt. Ingen tvivl om, at betjeningen ved, hvordan fisk skal tilberedes, så det sidder i skabet, og smagsmæssigt er i top. Specielt den lynstegte tun slog benene væk under os. Vi kunne slet ikke få nok. Retterne blev serveret i små papbakker og var lette at spise. Dog kunne vi ønske os bedre bestik.
Aarhus Central Food Market har haft stuvende fuldt hus siden åbningen. Det er det største problem. Det giver lange køer og kamp om siddepladserne. Men det har jo intet med fisken at gøre. Der kan vi ikke sætte en finger på noget. Alle fem serveringer sad lige i skabet. En stor anbefaling herfra. Vi glæder os allerede til næste gang.
Havnens Fiskehus City
Sct. Knuds torv 7-9
8000 Aarhus C
Følg med her: