Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Anmeldelse: Sam Smith leverede et overlegent show i Bøgeskoven

preview
Foto: Smukfest /Jakob Worre

Sam Smith skrev med stor selvsikkerhed sit navn på den eksklusive liste af internationale hovednavne på Smukfest, som ikke har skuffet med sin optræden gennem tidens løb.

Faktisk gjorde den 32-årige britiske popstjerne og queer-ikon det stikmodsatte, da han indtog Bøgescenen i Skanderborg torsdag aften kl. 23.30.

Fra første øjeblik fangede han publikum med inderlige “Stay With Me” og holdt dem derfra i et fast greb, mens han i løbet af koncerten forvandlede sig fra artig kordreng med ondt i hjertet til promiskuøs subversiv forfører under tonerne af “Unholy”.

Det var en følelsesmæssig rutsjebanetur med dramatisk scenografi, flamboyante kostumer og ekstravagante virkemidler.

Dog hele tiden med Smiths insisterende og unikke vokal som rød tråd i virvaret af S/M-læder, dry-hump og afklædte dansere.

Anmeldelse: Sam Smith leverede et overlegent show i Bøgeskoven
Foto: Smukfest /Jakob Worre

‘One big gaybar’

I første halvdel af koncerten dominerede de sjælefulde ballader som “I’m Not the Only One” og “Too Good at Goodbyes” , og her blev Smiths stemme akkompagneret af publikums, der agerede sublimt kor.

Musikken var isoleret i fokus her, og den blev ikke overdøvet af vilde outfits eller ekstravagante bevægelser, hvilket gav en intim atmosfære i den store bøgeskov.

Men herefter skal vi da også lige love for, at stemningen gik fra knust hjerte og ulykkelig kærlighed til hoftevrikkende, erotisk og lystig energi.

Under pulserende klub-rytmer på nummeret ‘Gimme’ udbrød Smith blandt sine twerkende, svedige dansere i bar overkrop:

“This is one big gaybar”.

Mens kvinderne på den ene side hujede til ordene, var der lidt forvirrede blikke at ane blandt de to muskuløse tatoverede mænd på den anden side.

Ikke desto mindre var ordene startskudet til en mere promiskuøs Sam Smith, som i den grad løsnede tøjlerne og gav sig hen til den frihed, han hylder så meget.

Anmeldelse: Sam Smith leverede et overlegent show i Bøgeskoven
Foto: Smukfest /Jakob Worre

Fra kirken til helvede

Med en spektakulær transformation trådte Smith ind til tonerne af “I’m Not Here To Make Friends” i en stor, regnbuefarvet støvkost af en kjole i selskab med en dragqueen, som ejede scenen i en nøje koreograferet dans.

Denne del af showet var generelt fyldt med pulserende rytmer og energiske danseoptrædener og numre som “Desire” og “Latch” forvandlede Bøgeskoven til en gigantisk, vibrerende natklub med blitzende strobelys, der oplyste hele pladsen.

Sidst men ikke mindst tog Sam Smith sit publikum en tur i kloster med højtidelige og kirkelige toner fra “Gloria”- for derefter at tage direkte videre og banke på helvedes port med ‘Unholy’, hvor præstekjolen i latex blev smidt, og Smith blottede et tætsiddende korset og horn i panden.

Et grænsesøgende, over-the-top og helt perfekt punktum i Smiths vilde lystshow.

Publikum var heldigvis rimelig hærdede, hvad løsslupne grænser angår, efter Suspekts optræden på Bøgescenen et par timer forinden.

Perfekt kombination af ydmyghed og ekstravagance

På trods af masser af teatralsk ekstravagance lyste Smiths ydmyghed og oprigtige kærlighed til sit publikum igennem gennem hele koncerten.

Kontrasten mellem hans jordnære væsen og flamboyante sceneshow gjorde oplevelsen endnu mere fascinerende, og det var både rørende, underholdende og festligt på en og samme tid.

Det blev en aften, hvor musikken ikke kun blev hørt, men også følt, og det fortjener fem funklende stjerner.

Anmeldelse: Sam Smith leverede et overlegent show i Bøgeskoven

Del artikel


Korte videoer

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.