Anmeldelse: Scarlet Pleasure bankede gang i den fede fredag
Endelig er der livemusik til Fed Fredag i Tivoli Friheden. Det har vi ventet længe på.
Scarlet Pleasure var andet band i en lang række af koncerter, der venter sommeren over.
Parken var grundet COVID-19 delt op i zoner med 200 gæster i hver og med i alt 1.600 gæster pr. koncert.
Scarlet Pleasure gav to koncerter fredag aften. Coronapasset blev uden problemer eller længere ventetid tjekket ved indgangen. Der var styr på det.
⭐⭐⭐⭐
Klokken viste præcis 20.00, og aftenens første koncert med den danske poptrio, Scarlet Pleasure, blev sat i gang.
Med hits som ”24/7”, ”Deja Vu”, ”Limbo” og “What a life” ventede publikum spændt, og fra første sekund var der pop i øjenhøjde. Det blev en aften, der skiftede fra varm dansevenlig popmusik til ballader.
Bevar håbet, når alt ser sortest ud
Koncerten åbnede med den håbefulde og eksplosive “Better”. Her lægges der ud med inderlighed, som følges op af guitarfigurer og hårdtpumpet punk-rap, der får nummeret til at smelte sammen til en sang om at bevare håbet, når alt ser sortest ud.
Første nummer gik direkte over i den funky og dansevenlige “Limbo”. Det lyder godt, publikum synger, og der er god kontakt til publikum fra starten.
Forsangeren, Emil Goll, henvender sig derefter til publikum og udtrykker glæde over at være i Aarhus og spille live for første gang i meget lang tid.
Drengene lavede en fest
Musikalsk er Scarlet Pleasure dejlig uprætentiøs pop. Kemien mellem bandmedlemmerne er god, og lyden i Tivoli Friheden er glimrende.
Joachim Dencker på trommerne er så præcis, at publikum ikke kan undgå at klappe taktfast.
Alexander Malone på bas fylder godt i lydbilledet og tilføjer groovy lyd. Sammen med Emil Golls imponerende stærke og ret lyse soul/popstemme får de sat gang i pladsen.
I sangen “Deja Vu” startende med en flot a cappella-intro kom stemmen til sin ret. Den lange tone til sidst skabte jubel, inden musikerne kom med.
Også jalousisangen “Unreliable” med varmt vuggende reggaerytmik skal fremhæves. Reggae-feelingen førte til let hoppen og dans på scenen og på græsplænen.
Som ekstra var guitarist, Mikkel Baltser Dørig, kaldt ind til denne koncert. Han gjorde ikke meget væsen af sig, men spillede sikkert.
“Druk” på scenen og blandt publikum
Aftenen blev rundet af med sangen “What a Life”, der oprindelig udkom i 2019, men i dag har fået nyt liv grundet filmen “Druk”.
Den vakte stor jubel i Friheden, hvor pladsen forvandlede sig til et stort kor.
Vurdering
Scarlet Pleasure skabte en tiltrængt fest. Spillelysten strålede ud af bandet, og det var umuligt ikke at lade sig rive med.
En voldsom opsparet energi fra det forfriskende popband smittede af, og det taknemmelige publikum sang og dansede samt adlød enhver ordre fra forsangeren.
Musikken kom til sin ret på livescenen med en rå og kontrolleret lyd.
Koncerten stoppede brat efter 65 minutter. Vi var kun lige blevet småvarme. Ingen ekstranumre, men endnu en koncert ventede jo for bandet 40 minutter senere.
Scarlet Pleasure gjorde, hvad de kunne og gik fra scenen med 4 store stjerner ud af 6 mulige.
⭐⭐⭐⭐