Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Slå først, Frede! – Flyvende takeaway og gedigent mad

Af Line Ingwar Karlsen

Takeaway fra Fredes Flyvende Tallerken leveret til døren. I mange år var det en drøm. Men sådan er det ikke mere. Nu kan du få takeaway fra Fredes Flyvende Tallerken bragt til din hoveddør – godt nok gennem Just Eat. Det er noget, vi længe har savnet.

 

Der er flere og flere af de restauranter, som laver “rigtig” mad, der er begyndt at levere takeaway. Det er også på høje tid. Alt for længe har den stået på dårlige, slatne pizzaer og rullekebab, som på en god dag kunne snige sig op, på det middelmådige niveau. Men, det ser ud som om, at det er ved at ændre sig. På høje tid, kan man roligt sige. Når maden så kommer varm og 10 minutter før aftalt tid. Ja, så er man nærmest lykkelig.

Fredes Flyvende Tallerken

Sådan skal en bøf steges

Vi bestilte UFO burgeren. Jeg kritiserer ret ofte hakkebøf. Alt for ofte må vi kæmpe med gennemstegte og knastørre bøffer. Men ikke hos Fredes. Her kan de finde ud af at stege en bøf til perfektion. De sidste to, vi har spist, har siddet lige i skabet. Den her var både varm, rosa og saftig. Underligt, at man skal rose en restaurant for at tilberede mad, som burde være en selvfølge. Tak til Fredes for en omhyggelig tilberedt burger. Den husker vi!

UFO burgeren på Fredes Flyvende Tallerken

En fin krydret mayo-agtig dressing og syltede små/drueagurker bankede til smagen. Rå løg, smeltet cheddarost, tomater, salat og ikke mindst bacon var også på burgerens inventarliste. Det er helt igennem en god, og anstændig burger. Den ligger mellem caféburgeren og den håndholdte burger. Du kan spise den både med kniv og gaffel, men også håndholdt. 110 kroner inklusiv fritter og kryddermayo. Sidstnævnte var svagt krydret. Her kunne der godt arbejdes på at forfine smagen – lidt tam, især når fritterne var helt forrygende gode.

 

Pulled pork med saft og kraft

Fredes røg også med på pulled-bølgen. Det var ligesom en del af tidsånden. Bollen smagte godt, men var svær at bide i. Lidt for sej i min verden. Men resten smagte godt. Grisen var saftig. Krydret med barbeque, men også lidt svag i smagen. Der var ikke sparet på kødet. I bunden var der coleslaw samt rødløg og tomat. Ingen fine fornemmelser. En burger lige ud ad landevejen. 90 kroner for burgeren alene.

Pulled pork på Fredes Flyvende Tallerken

Enkelt i al sin enkelhed

Chorizo og Manchego ost i en sandwich. Den spanske pølse og ost matchede hinanden som to forelskede foran alteret. Der var blid tomatsalsa, aubergine, rucola, artiskok og ikke mindst en klasse pesto, som løftede oplevelsen. Chorizoen havde meget smag. Tynde skiver og godt møre. Der var ikke sparet på pestoen, hvilket kun var et plus. Alt i alt et pletskud fra Fredes.

Chorizo og Manchegosandwich fra Fredes Flyvende Tallerken

Næste sandwich var med varmrøget laks, syltet løg, spidskål og paprika. Laksen var god, plukket laks om du vil. Saftig og nok af den. Konsistensen fejlede ikke noget. Fast i kødet og med en fin halvfed smag. Bollen var god, fint med gods og bid i. Den er måske ikke verdens nemmeste at bide i, men det smager til gengæld godt – langt bedre end vi er vant til. En helt igennem ærlig og krydret sandwich med fisk. Thumbs up!

Sandwich med varmrøget laks fra Fredes Flyvende Tallerken

Fish n’ chips – med meget fish

Salon Salon på Kaløvig Lystbådehavn laver den mindste- og mest tamme portion Fish n’ chips, jeg har smagt. Fredes laver byens største portion og mest velsmagende omgang. Sådan er det, hvis du spørger mig. Jeg elsker fisk. Især når de er perfekt tilberedte. Det var tilfældet på Fredes Flyvende Tallerken. Stykkerne var vendt i mel. Fint sprøde og uden smag af fedtstof. Som dip var der en let mayo med hvidløg og kørvel.

Fish n' Chips på Fredes Flyvende Tallerken

Hvor svært kan det være?

Cæsarsalaten var en dansk fortolkning. Plukket kylling, fra hele kyllinger. Tak for det, da det smager bedre end de pumpede kyllingebryster, man ofte får serveret på caféerne. Fin dressing, helt tilpas doseret. Dog kunne den godt trække lidt mere smag, uden det gjorde noget. Men det er i småtingsafdelingen. Der var soltørrede tomater. Fint nok. Måske var den der på bekostning af baconen.

Cæsarsalaten fra Fredes Flyvende Tallerken

Regningen

Vi betalte 614 kroner inklusiv levering. Det kostede 69 kroner for leveringen. Billigt set i lyset af, at Aarhus er Nordens største trafikhelvede for tiden. Der var mad til seks personer. Hjemmelavet mad – vel at mærke. Maden kom til tiden. Alt var med – og det smagte bedre end forventet. Til prisen, får du smæk for skillingen. Frede lammetæver størstedelen af takeaway-kollegerne i byen, hvis du spørger mig.

Indpakningen på en sandwich - Fredes Flyvende Tallerken

Vurdering

Fredes Flyvende Tallerken laver forrygende god mad til prisen. Det er indiskutabel. Nu kan du få leveret deres mad. En kæmpe plus. Samtlige retter, vi fik, var gennemførte. Det gør, at Fredes kommer i min top tre over de bedste bud på takeaway i Aarhus. De laver “rigtig” mad, med gode råvarer og smag. Det er en mangelvare i Aarhus. Desværre. Temperaturen var i orden. Omhyggelig indpakning. Her får du mad, som smager godt. Det er nytænkt med flere sjove finesser, men du kan se, hvad du spiser. Tak for det. Anbefalingen af Fredes bliver den bedste, vi giver. De gør det godt, og har styr på det, de laver. Frede er et skoleeksempel og en rollemodel for, hvordan man formår at lave gedigent mad uden at tømme kontoen.

 

Tyk streg

Fredes Flyvende Tallerken

Østbanetorvet 2
8000 Aarhus C
Email: info@fredesflyvendetallerken.dk
Telefon: +45 86 16 92 57
Link til hjemmeside

Tyk streg