Koncertanmeldelse: Stig Rossens stjerneklare stemme i rutinepræget julekoncert
Det bliver ikke rigtig jul, før Stig Rossen har sunget julen ind. Sådan var det for mange, der søndag aften var til koncert i Musikhuset i Aarhus. En populær, stemningsfyldt og rutinepræget julekoncert, hvor Stig Rossen sang skønne julesange på smukkeste vis.
Musikhuset i Aarhus emmede af jul. Pejsen var tændt, og store lanterner rammede scenen ind. Et juletræ i hver side, en rød velour lænestol og to store digitale billeder i baggrunden med børn og voksne i kærlig krans rundt omkring træet vandre. I salen sad bedsteforældre med deres børn og børnebørn. For fireogtyvende år i træk er Stig Rossen på juleturné.
Nyt og gammelt
Til klapsalver kom koncertens hovedperson, Stig Rossen, storsmilende på scenen. “Det kimer nu” satte koncerten i gang. Derefter fulgte “Nu tændes tusind julelys”. Den smukke sang blev udført, så den, og Stig Rossens vokal, gik ind under huden på publikum.
Repertoiret bestod af velkendte julesange fra ind- og udland. Lige fra “Glade jul”, “Jeg så julemanden kysse mor”, “Here Comes Santa Claus” til “Når du ser et stjerneskud”. Dertil var tilsat et par nykomponerede sange. Heriblandt “Jul over landet”. En rigtig ørehænger med budskabet om, at det, du giver, er det, du får igen. Stig Rossen gjorde flere af de klassiske sange til sine egne igennem rytmiske betoninger. Ikke noget, der ødelagde sangene. Snarere tværtimod. Det gjorde teksten tydeligere, og sangerens store stemme kom til sin ret.
Gæstesangerinden med den store stemme
Julekoncertens gæstesangerinde var den 21-årige Andrea Lykke Oehlenschlæger, som Rossen mødte til Sommersang i Mariehaven. Et frisk pust. Hun besidder en stemme med power og stor klang samt præcis timing og indlevelse. Hun fremførte et par sange alene samt duetter med Rossen. De to stemmer klingede flot sammen og var stjerneklare.
Fløjtespil i en klasse for sig
Bandet var velspillende. Sammen med et musikalsk kor på to kvinder og to mænd bakkede de på fornemste vis sangeren op uden at gøre det store væsen af sig. Fremhæves skal dog Flemming Lund, der har været med igennem alle 24 julekoncerter. Hans tværfløjte- og piccolofløjtespil gav koncerten en ekstra dimension. Det var smukt og fængende.
Kim Larsen fik julekortet
Julekortet, som julekoncerten altid sender, blev sendt til Kim Larsen med Gasolins “Endelig jul”. En smuk julesang, hvor det var dejligt at høre Rossen synge i de dybe toner. Traditionen tro blev “Dejlig er jorden” sunget som fællessang med et stående publikum.
Ekstranummer
Undervejs blev der, som der plejer til julekoncerten, tid til julehistorie oplæst af sangeren og med efterfølgende snak om mirakler. Efter “Glade jul” takkede Rossen af, men kom til stående bifald ind igen. Korsangerne trådte frem på scenen, og “Se, den hvide vintersne” blev fremført a cappella med flotte stemmer og harmonier. Til dryssende sne blev det sidste nummer “Når du ser et stjerneskud” sunget af Stig Rossen og Andrea Lykke Oehlenschlæger.
Rutineret og forventeligt
I to timer blev vi forkælet med smukke julesange. Ingen tvivl om at Stig Rossen og bandet nød at stå på scenen og spille. Det var svært ikke at komme i godt humør. Lyden var god. En velafbalanceret lyd, hvor bandet stod i skyggen af sangen. Teksten, og Stig Rossens smukke stemme, stod klart frem, og igennem koncerten nød vi hans enorme vokale spændvidde.
Det var en rutinepræget indsats af holdet. Planlagt og tilrettelagt, så alt spillede. En anelse for indstuderet efter min mening. Men 24 år med juleturné sætter sit præg. Sådan er det!
Koncerten var som forventet. Derfor fire stjerner. Hyggeligt var det, og koncerten fik publikum i den julestemning, de kom efter.