Anmeldelse: Thomas Helmig bankede Festugen i gang i godt selskab
Thomas Helmig strålede fra start til slut, da han torsdag aften skød Aarhus Festuge i gang til den uofficielle festugeåbning i Byparken i Aarhus. En udsolgt koncert med 12.000 mennesker og Thomas Helmig i absolut storform. “I godt selskab” var koncertens navn, og undervejs dukkede der gæster som Peter A.G. og Hugo Helmig op på scenen. De var med til at skyde koncerten helt til tops.
Dansemoves i verdensklasse
Koncerten blev indledt med lysshow og en dansende Helmig, der helt i hvidt kom alene på scenen. Der var fuld gas fra starten og med glimt i øjet og dansemoves, som kun Thomas Helmig kan udføre, blev koncerten sat i gang med “Dagen efter dagen derpå”. Publikum var med på fællessang og klap. Tæppet gik, og bandet kom, til stor jubel, til syne, mens sangen, “Jeg tager imod”, blev spillet.
“Tak til Aarhus Festuge, fordi de lader os tyvstarte. Det har jeg gerne villet længe. Jeg kan mærke, jeg er på det helt rigtige sted og tidspunkt i aften.” Lød det fra sangeren, der tog os med en tur tilbage, til første gang han spillede til Festugen. Dengang var det på Café Himmelblå.
Røde regnfrakker i stedet for kjoler
Lyden var, på trods af regnvejret, helt i orden, og med bassen dunkende i mellemgulvet var det svært at stå stille. Der var ikke mange røde kjoler at spotte på pladsen. Men flere røde regnfrakker blev da set i mængden. Det afholdte ikke publikum fra at danse og svinge med regnfrakken til nummeret “Din røde kjole på”. Efter sangen beklagede Helmig det med vejret. Men det betød vist ikke det store for publikum. Derefter fortsatte koncerten med det ene hit efter det andet fra sangerens imponerende karriere.
Aarhus har leveret mange kunstnere
Nogle musikalske gæster dukkede op til aftenens koncert. Først Thøger Dixgaard med sangen “Blød indeni”. Her agerede Thomas Helmig korsanger. Specielt de unge piger blandt publikum livede op. Straks efter kom Flødeklinikken på scenen og gav et nummer.
Gnags, som vilde kaniner
Helmig fortalte om sin første pladekontrakt på Genlyd i Viby, hvor Peter A.G. hjalp med tekster, og Helmig sang kor for Gnags sammen med Lis Sørensen. Helmig nærmest boede der, og når han den dag i dag lukker øjnene, er det som at være der igen.
Pludselig stod de alle på scenen. Eller rettere Peter A.G. stod på intet tidspunkt stille. Men Jacob Riis Olesen og Per Chr. Frost på guitar, Mads Michelsen på trommer, Lis Sørensen og storebror Jens G. Nielsen på kor fik med numrene “Danmark” og “Lav sol over Aarhus” festen et niveau højere op. Peter A.G. var i sit es. Han dansede rundt, og parallellen til Helmigs dansemoves var slående.
Renée med på kor og fællessang
Derfra fortsatte koncerten med høj intensitet. Koreografen Toniah Pedersen kom på scenen og dansede med Helmig. Også Helmigs kone Renée Toft Simonsen listede sig ind og sang kor på et nummer. Til nummeret “Malaga” var der fællessang for alle pengene. Mikrofonen blev peget ud på publikum, og der var ingen grænser for fællesskabet.
En stolt far
Aftenens udgave af “Midnat i Europa” foregik i duet mellem far og søn. Hugo Helmig kom på scenen. Igen var der jubel blandt publikum. Stoltheden lyste ud af Thomas Helmig. Specielt da Hugo gik over i sit eget hit “Please don´t lie”. Hele koncerten sluttede med “Stupid Man”, en præsentation af bandet og “Det er mig, der står herude og banker på”. Ekstranummeret var “Nu hvor du har brændt mig af”.
Thomas Helmig erklærede flere gang sin kærlighed til byen og publikum. Og understregede det med ordene “Hold da kæft, jeg nyder det”, og “Det er fucking fantastisk”. Også “Kom så de hviie” blev råbt højt, og Helmig afsluttede selv sætningen med “Ja, nogle vil sige, det er et billigt point. Men jeg tager de point, jeg kan få!”
Velspillende og rutineret band
Bandet var et rutineret hold. De var velspillende. På skift trådte guitarist Emil Falk, bassist Christian Douglas og percussionist Jacob Andersen frem på scenen. Den legendariske Claes Antonsen fik flere gange vist sine evner på trommer og koret supplerede Helmig godt. Specielt Lis Sørensen vakte begejstring blandt publikum. Den smukke scenografi på seks storskærme var set før, men ikke desto mindre var det gennemført, festligt og imponerende. Det var medskabende til en god fest.
En sikker koncert med overraskelsesmomenter
Thomas Helmig kan bare noget. Ja, det er velkendt og set før! Men han skaber et fantastisk fællesskab til koncerterne. Der er nerve og nærvær, og han kommer helt ud over scenekanten. Jeg er sikker på, at hver en kvinde følte den charmerende sanger med glimt i øjnene sang til dem. De karakteristiske dansemoves er ikke blevet dårligere med årene. Der er selvtillid i de bevægelser, og publikum er med ham fra starten med skrig, sang og dans. Selve Helmig koncerten var den sikre af slagsen. Det overraskende var gæsterne, der kom på scenen undervejs. Med ordene “Tusind tak for jeres måde at være på, og vi ses”, sendte Helmig kys ud til publikum. En bedre åbning af Aarhus Festuge skal man lede længe efter.