Årets bedste festivalmåltid?: Vi har fundet en velgrillet favorit på Smukfest

Smukfest er skudt i gang med et festfyrværkeri af en åbningsdag.
Vi indfandt os selvfølgelig i Bøgeskoven som nogle af de første for at indlede den traditionsrige jagt efter årets bedste festivalmåltid.
Under trætoppene lokaliserede vi lynhurtigt fire iøjnefaldende retter, som vi bare måtte smage på – og vi kom vidt omkring.
Alt lige fra andeburger med foie grais og trøffel (!) til en overdådig sushibowl, en havsmagende hotdog og en gedigen græsk underarm blev taget under bedømmelse.
Du kan læse vores dom over de fire madboder her i artiklen.
Er du mere til video, kan du se vores umiddelbare indtryk lige her:

Umi Sushi
Det rimer måske ikke på klassisk festivalmad, men at dømme ud fra køen efter Medinas åbning af Bøgescenen er Umi Sushi en sand favorit blandt de erfarne Smukfest-gængere.
Og det forstår vi godt! For du får altså ekstremt meget for dine 99 kroner (især efter festivalstandarder), når du bestiller en bowl her i boden.
Umis sushibowl er fyldt med lækre sager som edamamebønner, syltede rødløg, tangsalat med sesam, sushiris, frisk salat og gode mayoer.
Her vælger du enten crispy ebi, teriyaki svin, spicy chicken, tofu eller laks (koster en 20’er ekstra) til at toppe herligheden med, og vi fortrød på ingen måde valget af førstnævnte.
Rejerne var sprøde udenpå og saftige indeni. Tangsalaten var også lige i øjet – faktisk spillede langt det meste, men vi vil dog bemærke, at man uden problemer kunne skære lidt ned på antallet af ingredienser. Umi Sushi fortjener dog fire store stjerner.


Guldanden
Confiteret and, foie gras og trøffel i én og samme bolle… Det lyder jo helt hen i vejret, men den er god nok!
På bakken over Bøgescenerne kan du få en ret så vanvittig festivalburger, men du får så også lov til at betale for den.
Hele 195 kroner skal man punge ud med for at få lov til at smage på dyret, så det var lige nøjagtig, hvad vi gjorde.
Desværre måtte vi konkludere, at burgeren på ingen måde var pengene værd.
Foie gras’en overskyggede stort set alle øvrige ingredienser i burgerbollen, som skulle være en brioche, hvilket vi stiller os tvivlende overfor – for hold op, den var tør.
Den “x-tra confiterede” and var i sig selv fedtet og lækker, men der var for lidt af den til at kunne redde den såkaldte Guldburger D’Lux fra den absolutte bundkarakter.


Miami Køst
Hvad der mangler af smørsmagende brioche-lækkerhed hos Guldanden, får man til gengæld masser af hos Miami Køst.
I hvert fald hvis man bestiller deres helt egen Køst Dog, som er alt andet end en almindelig hotdog.
Den er nemlig fyldt med alt godt fra havet i form af håndpillede rejer og krabs, som akkompagneres med rigelige mængder Marie Rose-dressing og urtesalat.
Og det faldt altsammen i rigtig god jord! Brødet var blødt og lækkert, og hotdoggens indhold må kunne stille de fleste seafood-elskere tilfredse. Måske lige med den lille note, at der godt kunne spares lidt mere på mængden af dressing.
Læg dertil, at Køst serverer de lækreste kartoffelchips til deres Dog, og så har du altså et gedigent festivalmåltid til 125 kroner. Vi kvitterer med fire store stjerner.


Græsk Pita
Er du humør til en underarm af græske dimensioner, er det heldigt, at Køkkenpiraterne igen i år har taget plads i Bøgeskoven.
Her står den på grillet græsk fladbrød med fritter, salat, tzatziki, tomat, rødløg – og så ellers dit weapon of choice: Kylling gyros eller friteret halloumi.
Vi gik med sidstnævnte, og dét fortrød vi på ingen måde.
Halloumien var lige i øjet og passede perfekt sammen med de friske ingredienser, såvel som fritterne der – imponerende nok – stadig var sprøde, da vi satte tænderne i herligheden, som i øvrigt koster 109 kroner.
Det velgrillede græske fladbrød var på alle måder prikken over i’et med, så vi kan ikke andet end at kvittere med fuldt hus til Køkkenpiraternes drøm af et festivalmåltid.

Hvis der er plads til dessert efter sådan en omgang, kan vi anbefale at slå vejen forbi Nicolai Chokolade, der i år har en bod nær Måne-scenen.
Her står han klar med sine velkendte hjemmelavede flødeboller og andre chokoladelækkerier såvel som nyere påfund i form af en flødebolleis og en bananis med karamelliseret smør.
Velbekomme!
Der er flere gengangere blandt madboderne på Smukfest 2025. Læs vores tests fra de seneste år her:
Læs også: Hvordan smager Smukfest?: Vi har testet 4 madboder
Læs også: Vi har testet: Her får du Smukfests bedste måltid
Læs også: Hvordan smager Smukfest?: Vi testede 6 madboder