Tusindvis er forsvundet: Arla efterlyser grønne mælkekasser
Når snakken falder på Arlas mælkekasser, vil de fleste nok hurtigt se en Puch Maxi for sig med en grøn mælkekasse bag på.
Det er blot et af mange kreative eksempler på, hvad mælkekasserne bliver brugt til.
Mange havner også på skoler, i institutioner og på restauranter eller hoteller som legetøj og opbevaring – andre i private garager eller skure.
Hvert år forsvinder tusindvis af Arlas ikoniske grønne mælkekasser fra mælkeleverancerne.
Derfor gentager Arla nu den landsdækkende mælkekasseindsamling og opfordrer især institutioner til at returnere både brugbare og slidte mælkekasser, så de kan komme tilbage i cirkulation.
Som tak kan institutionerne vinde et gårdbesøg, hvor børnene kommer helt tæt på livet på en moderne gård.
Unødvendig klimabelastning
Indsatsen er en del af Arlas mælkekasseindsamling, der løber i hele 2026.
For hver mælkekasse, der kommer retur, går 5 kroner til Arla Fonden, der arbejder for børn og unges maddannelse.

“Vi ved, at mange af vores mælkekasser med tiden har fundet nye hjem på legepladser og i redskabsrum.
Nu håber vi, at institutionerne vil hjælpe os med at få dem tilbage, så de kan komme i brug til det, de er lavet til – nemlig transport af mælk,” siger Henrik Lilballe Hansen, landedirektør for Arla Danmark, i en pressemeddelelse.
Arla producerer hvert år op mod 270.000 nye mælkekasser som erstatning for de kasser, der forsvinder fra kredsløbet.
Om Arlas mælkekasser
- Arla producerer hvert år op mod 270.000 nye mælkekasser som erstatning for forsvundne kasser.
- En mælkekasse kan have en levetid på op til 20 år.
- Mælkekasser er designet til distribution af mejeriprodukter og ikke som legetøj.
Det medfører en unødvendig klimabelastning, da kasserne er designet til at blive genbrugt igen og igen gennem mange år.
Samtidig er mælkekasser ikke udviklet som legeredskaber og er derfor ikke sikkerhedsgodkendt til formålet.
Læs også: Halshugget i Aarhus: Putins hoved efterlyses Vind et gårdbesøg
Mange danske børn har gennem årene bygget huler, forhindringsbaner og balancebaner med Arlas karakteristiske mælkekasser, men selv om de er robuste, er det altså en dårlig ide.
Institutionerne kan enten sende mælkekasserne retur med deres grossistlevering, aflevere dem i en lokal dagligvarebutik eller få en medarbejder eller forælder til at aflevere dem på genbrugspladsen.
Når kasserne er afleveret, kan institutionen registrere antallet på Arlas hjemmeside. Det skal ske senest 13. september 2026.
Når det er gjort, er institutionen med i konkurrencen om et gårdbesøg på en Arla-gård.
Sådan deltager institutioner
- Gennemgå legepladser, skure, kældre og depoter for mælkekasser.
- Aflever kasserne via grossistlevering, i en dagligvarebutik eller på genbrugspladsen.
- Registrer antallet af afleverede kasser på Arlas hjemmeside.
- Hver deltagende institution er med i konkurrencen om et gårdbesøg.
- Læs mere om indsamlingen her: Hjælp mælkekasserne hjem
“Vi håber, at institutionerne vil se det som en sjov fælles opgave her efter sommerferien. Jo flere kasser vi får hjem, desto færre nye skal vi producere.
Det er godt for både klimaet og sikkerheden i institutionerne,” siger landedirektør Henrik Lilballe Hansen.