Gratis adgang for børn: ARoS åbner nyt krea-univers på 1.000 m2 i efterårsferien

I efterårsferien inviterer ARoS og Panduro dig og din familie til at indtage et 1.000 m2 stort galleri.
Her kan I slippe jeres kreative kræfter løs i tre Himmelværksteder, hvor der er mulighed for at forme skyer, stjerner og raketter i ler, farvelægge himmelmotiver fra ARoS’ samling og male akvarelhimle, der bliver en del af et stort fælles kunstværk i galleriet.
Sæt kryds i kalenderen lørdag 11. oktober kl. 09.30, hvor alle er inviteret med til åbningsfest på museets Niveau 4.
ARoS byder på trylleshow og gratis brikjuice, inden rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom, og Katrine Nør, leder af ARoS’ formidlingsafdeling Public Engagement, holder åbningstaler.
Oplev tre kreative værksteder
Det store galleri på ARoS’ niveau 5 er åbent hver dag i efterårsferien fra kl. 9.00 til 16.00. Her kan I slippe jeres kreative kræfter løs i tre store Himmelværksteder:
Et stykke af himlen: I dette værksted kan I forme skyer, stjerner eller raketter i ler og hænge dem op i galleriet, så de svæver i rummet – eller tage dem med hjem som et minde.
Farvelæg himlen: Her kan I farvelægge tegninger af kunstværker fra ARoS’ samling, der alle har himlen, stjerner og skyer som motiv.
Tusind himle bliver til én: Mal akvarelhimle og vær med til at skabe et stort fælles mosaikværk, der bliver til én stor himmel.
Mellem værkstederne er der plads til at tage en pause. Slå jer ned i hyggelige sofaer under en lysende stjernehimmel med bøger om stjerner, måner og raketter, se en film om himlen over Aarhus – eller tag på rundvisning på museet.
I kan også besøge Peter Larsen Kaffe Himmelcafé, der står klar med børnevenlige snacks og et stort udvalg af drikke hele ferien.
Læs også: Skal skubbe museet i ny retning: ARoS får millioner til stort projekt ARoS’ aktiviteter i efterårsferien er tilrettelagt i samarbejde med Panduro og foregår alle dage fra 11. til 19. oktober kl. 09.00–16.00.

Husk, at der altid er gratis entré for alle under 18 år – Himmelværkstederne er (også) gratis for voksne, så snart der er betalt entré til museet.
Du kan læse mere om årets efterårsferie-aktiviteter på ARoS lige her