Slip kreativiteten løs: Art By Me genåbner på mandag
Nu kan du snart igen samle dine veninder, så I kan svinge penslen og farvelægge en vase eller et fad, mens I nyder hinandens selskab og stedets friskbryggede kaffe, en kop varm kakao eller te.
Hos Art By Me kan du male dit eget lille kunstværk på keramik i alt fra kopper og tallerkner til hundeskåle og små monstre.
Fra mandag den 26. april genåbner Art By Me, og som noget helt nyt tilbyder keramikcaféen studierabat mod fremvisning af gyldigt studiekort.
Studierabatten på 10 procent kan bruges på alt keramik og kan benyttes mandag til torsdag.
Fri glasurbar og 200 slags keramik
Det store hjørnelokale på Vesterbro Torv er i dag en blanding af café og værksted.
Art by Me har over 200 slags keramik, 80 flotte farver og mange forskellige sjove teknikker I kan bruge, som f.eks. at male med sæbebobler eller splatte med en tandbørste.
Når du har udvalgt dit stykke keramik har du to og en halv time til at kreere dit eget personlige kunstværk.
Prisen afhænger af, om du vælger en kande, en kakkel eller måske en lille ko og priserne starter fra 125 kroner. Her fra er der fri glasurbar med 80 forskellige farver inkluderet.
Alle kan være med, og det er kun fantasien, der sætter grænser. Efter en uge er din keramik brændt færdig, og du kan komme ind og hente dit færdige kunstværk.
På grund af de nye corona-restriktioner skal du huske at booke et bord mindst 30 minutter inden ankomst samt have et gyldigt coronapas.
Manglede et sted med kreativ udfoldelse
Historien om Art By Me startede i Aalborg, da Anette og Mette åbnede en ny, kreativ café i Vestbyen.
De to veninder havde indtil da været kollegaer i tandplejen, men gik med en spirende drøm om sammen at kaste sig ud i et helt nyt eventyr.
“Idéen omkring at male keramik opstod ved inspiration fra udlandet, og ved at vi mente, at der manglede noget i Aalborg byliv, der kunne tilbyde kreative udfoldelser samt et sted, hvor man kan koble af fra hverdagens stress.
Vi byder derfor velkommen ind i et roligt og kreativt univers, hvor tankerne kan få frit spil,” siger Anette.
Succesen var ikke til at tage fejl af, og halvandet år senere slog de to kvinder dørene op til deres keramikcafé i Aarhus, som du altså nu kan besøge igen fra på mandag.
Hvor: Art By Me, Vesterbro Torv 6
Åbningstider: Mandag til fredag kl. 12.00-20.30. Lørdag til søndag og helligdage 09.30-18.00