Med i verdenstoppen: AUH får fornem placering på ny liste
Aarhus Universitetshospital (AUH) er en af verdens bedste hospitaler til at benytte sig af de mest avancerede teknologier.
Det fremgår af en ny liste, som det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek og Statista har udviklet.
På listen får AUH en flot 16. plads på verdensplan, mens kun to andre europæiske hospitaler ligger højere på listen.
Dermed rangeres Aarhus Universitetshospital som det tredjebedste hospital på området i Europa.
Vil højere op på listen
Listen er en rangering af verdens bedste såkaldte “Smart Hospitals” – altså hospitaler, der er særligt gode til at bruge data og teknologi til at forbedre behandling og daglige hospitalsopgaver.
AUH er gået tre placeringer frem på listen, hvor man var nummer 19 i 2021.
Det er et spor, vi arbejder videre ad, for her er stadig meget at hente, og der er da også nogle pladser til toppen af listen endnu
AUH på LinkedIn
Hospitalet har i mange år arbejdet målrettet på at indføre digitale løsninger og på at skabe sammenhæng mellem systemerne for at højne sikkerheden for patienterne og for at understøtte personalets arbejdsgange.
“Det nyeste af hospitalsbyggeriet har indbygget teknologi, som hjælper med at få overblik og styre patientflow og logistik. Det betyder, at vi kan basere beslutninger på data fremfor fornemmelser.
Det er et spor, vi arbejder videre ad, for her er stadig meget at hente, og der er da også nogle pladser til toppen af listen endnu,” skriver AUH på LinkedIn.
Bedste danske hospital
De to europæiske hospitaler, der ligger over AUH på listen, er svenske Karolinska Universitetssjukhuset på 9. plads og tyske Charité – Universitätsmedizin Berlin, som er nummer 11.
Længere nede ad listen finder man en række andre danske hospitaler.
Danske hospitaler på listen:
16. Aarhus Universitetshospital
22. Aalborg Universitetshospital
124. Rigshospitalet
198. Herlev Hospital
235. Odense Universitetshospital
255. Bispebjerg Hospital
290. Hvidovre Hospital
Du kan se hele listen over ‘World’s Best Smart Hospitals’ lige her