Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor donation: AUH får 6,6 millioner til innovativt røntgensystem

Af Jonathan Sten Drivsholm
Formand for Bundgaard-Fonden, Jens Jørgen Madsen, overrækker donation på 6,6 mio. kr. til cheflæge i Hjertesygdomme på AUH. Christian Gerdes. Foto: Tonny Foghmar
Formand for Bundgaard-Fonden, Jens Jørgen Madsen, overrækker donation på 6,6 mio. kr. til cheflæge i Hjertesygdomme på AUH. Christian Gerdes. Foto: Tonny Foghmar

Hjertesygdomme-afdelingen på AUH får nu et nyt innovativt røntgensystem.

Det sker som følge af en flot donation fra Bundgaard-fonden på hele 6,6 millioner kroner, skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Det nye udstyr integreres med specielt udstyr, som muliggør integration af billeder og 3D-modeller fra både ”live” og tidligere billeddiagnostiske undersøgelser – et setup, der aktuelt kun findes få andre steder i verden.

“Det betyder, at man på en stor skærm for eksempel kan se billeder fra en tidligere foretaget CT-skanning, ved siden af en ”live” pågående ultralydsskanning indvendig i blodkarrene og en 3D-visning af blodkarrene i hjertet.

Via denne integration af data og information kan lægerne både bevare et overblik og lynhurtigt opnå indsigt i specifikke detaljer relevant for den aktuelle behandling.

Det giver et mere sikkert og skræddersyet indgreb for patienten,” fortæller cheflæge på Hjertesygdomme Christian Gerdes.

Udsættes for mindre stråling

Dertil kommer, at udstyret bruger mindre røntgenstråling, hvilket har stor betydning for medarbejdere, som færdes på det kardiologiske laboratorium og udsættes for røntgenstråling hver dag.

Det samme gælder patienterne, der udsættes for mindre stråling – både fordi udstyret afgiver mindre, men også fordi procedurerne vil kunne klares på kortere tid.

Endnu en stor fordel er, at hjertelægerne som led i undervisning og uddannelse af fagfæller andre steder i verden kan livetransmittere fra indgreb ved hjælp af det nye udstyr.

Ifølge AUH er der stor interesse for at se og lære af indgrebene, hvor det aarhusianske hospital er blandt de absolut bedste i verden.  

Gør en mærkbar forskel

“Det er en stor glæde, at Bundgaard-Fonden igen bidrager med en donation, der gør en mærkbar forskel for patienter, der rammes af alvorlige hjerte- og karsygdomme.

Derfor har vi valgt at støtte dette nye røntgensystem, som både bidrager til en bedre behandling og større sikkerhed for såvel medarbejdere som patienter.

Ikke mindst er det interessant, at udstyret også kan bruges til uddannelse af hjertelæger andre steder i verden, så hjælpen også rækker ud over hospitalets mure.

Ydermere medvirker røntgensystemet til, at Aarhus Universitetshospital fastholder sin position i den absolutte internationale elite i forbindelse med behandling af hjerte- og karsygdom, siger formand for Bundgaard-Fonden Jens Jørgen Madsen.

Del artikel

Andre læser også