Auktion i Aarhus: Elefanter solgt for millionbeløb
Salen var fuld af ivrige bydere, da en kulørt flok elefanter tirsdag skulle under hammeren i Hermans.
Elefanterne, der har stået rundt om i Aarhus hele sommeren, blev solgt en efter en på aftenens auktion og endte med at indbringe intet mindre end 1.703.000 kroner.
Hele beløbet går til Psykiatrifondens arbejde med at skabe et bedre liv for mennesker med psykisk sygdom.
”Tusind, tusind tak! Det kommer så mange børn, unge og voksne med psykisk sygdom tæt inde på livet til gode,” lød det fra en overvældet direktør for Psykiatrifonden, Marianne Skjold, på scenen i Hermans i aftes.
Læs også: Forsanger stopper: Legendarisk band annoncerer stor afskedskoncert i Aarhus To elefanter skilte sig ud
‘Find elefanten – oplev Aarhus’-auktionen havde den lokale fodboldlegende Flemming Povlsen som vært, mens Bruun Rasmussens auktionarius Peter Beck styrede slagets gang.

De to elefanter, der gik for de højeste priser, var den danske grafittikunstner SWETs ’Unforgettable Green’ og Aarhus-kunstneren Mormors ’Tennessee Moon’, der hver især blev solgt for 100.000 kroner.
Det skriver Psykiatrifonden i en pressemeddelelse.
Velgørenhedsauktionen i Hermans var kulminationen på sommerens kunstevent i Aarhus, hvor i alt 30 kulørte elefanter kunne ses overalt i byen.
Elefanterne er dekoreret af både danske og internationale kunstnere – lige fra Michael Kvium over Mormor til Wuper Kec,
’Find elefanten – oplev Aarhus’ havde til formål at sætte fokus på elefanten i rummet – nemlig psykisk sygdom.
De kommende dage flytter elefanterne hjemmefra og ud til deres nye hjem.
Læs også: Gratis kaffe og kage: Væksthusene inviterer til stor fødselsdagsfest