Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bandemedlem i fængsel efter knivfund i visitationszonen

Af anders@sommersangdigital.dk

En 23-årig mand, der er tilknyttet en bande med tilknytning til Kalmargade i Aarhus, blev fredag idømt seks måneders fængsel i Retten i Aarhus.

 

Den 23-årige har siddet varetægtsfængslet, siden han den 22. februar blev anholdt på Stockholmsgade i Aarhus. En patrulje standsede den bil, den unge mand sad i, og da han befandt sig inden for visitationszonen, valgte betjentene at visitere ham og ransage bilen. Gemt i mandens bukser lå en kniv med en klinge på 20 centimeter. Den beslaglagde politiet, hvorefter manden blev anholdt og sigtet for at bryde knivloven.

 

Retten fandt det bevist, at den 23-årige er medlem af en bande, som er i konflikt med en anden bande, og derfor blev han dømt for at have båret rundt på kniven i det offentlige rum under skærpende omstændigheder. Den 23-årige blev desuden dømt for tilbage i 2017 at have gået rundt med en kniv på Åboulevarden i Aarhus.

 

Samlet straf på seks måneder

Han har tidligere afsonet en dom for personfarlig kriminalitet, hvor han blev løsladt før tid, men den reststraf, han har tilbage, blev fredag lagt oven i dommen. Derfor endte straffen med i alt at lyde på seks måneders fængsel.

 

En dom som anklager Peter Boesen er godt tilfreds med.  Rettens dom sender et klart signal til bandemedlemmerne om, at det er skærpende for dem at gå rundt med en kniv under konflikten. Samtidigt er jeg tilfreds med, at den 23-årige så hurtigt efter anholdelsen har fået en dom, siger anklageren.

Den 23-årige erkendte, at han havde haft kniven på sig, men han nægtede, at han er tilknyttet en bande. Han ankede ikke dommen.

 

Del artikel

Andre læser også