BankNordik i Aarhus bliver en del af Spar Nord
Spar Nord og BankNordik, der blandt andet har filial i Aarhus, har netop indgået en aftale, der indebærer, at Spar Nord overtager BankNordiks danske forretning. Overtagelsen omfatter cirka 60.000 kunder, 132 medarbejdere og 11 filialer, der samlet tegner sig for et forretningsomfang på cirka 25 milliarder kroner. Aftalen er betinget af en godkendelse fra Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
BankNordiks danske forretning bliver en del af Spar Nord. Det er resultatet af en netop offentliggjort aftale de to banker imellem, og dermed bliver cirka 60.000 kunder, 132 medarbejdere og 11 filialer en del af Spar Nord. I alt er der tale om et forretningsomfang på cirka 25 milliarder kroner, og forudsat godkendelse fra Finanstilsynet samt Konkurrence og Forbrugerstyrelsen forventes overtagelsen gennemført pr. 1. marts 2021.
Med overtagelsen opnår Spar Nord en styrket position i hovedstadsområdet samt i Aarhus, Odense, Kolding og Haderslev, hvor BankNordik i dag er repræsenteret med filialer. Ifølge administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby er overtagelsen et godt match med Spar Nords strategiske ambitioner om netop at stå stærkere i landets største byer og ikke mindst i hovedstadsområdet:
Vi har gode erfaringer med at spille en aktiv rolle i konsolideringen og dermed supplere vores organiske vækst med fusioner og opkøb i de områder af landet, hvor vi ser et stort potentiale for at vokse. Derfor passer BankNordik rigtig godt ind i vores ambitioner, idet de netop er godt repræsenteret i hovedstadsområdet med syv filialer. Dertil kommer filialerne i Odense, Aarhus og Kolding, hvor vi også arbejder på at styrke vores position, og endelig ser vi frem til at gøre vores entré i Haderslev, hvor vi ikke tidligere har haft fysisk tilstedeværelse, lyder det fra Lasse Nyby.
Som udpeget SIFI-institut på Færøerne skal BankNordik opfylde væsentligt højere kapitalkrav, end sammenlignelige danske pengeinstitutter skal, og det er baggrunden for BankNordiks beslutning om at frasælge de danske aktiviteter.
Spar Nord overtager en effektiv og lønsom forretning med dedikerede og kompetente medarbejdere, hvilket den tilfredsstillende pris også indikerer, understreger administrerende direktør i BankNordik Árni Ellefsen og tilføjer:
Vores SIFI-status på Færøerne har været en udfordring for vores danske forretning, som det desværre ikke har været muligt at løse. Derfor er vi, omstændighederne taget i betragtning, glade for at kunne overdrage en succesfuld organisation til Spar Nord, som er en veldrevet bank med et godt omdømme blandt både medarbejdere og kunder.
Kunderelationer videreføres
Lasse Nyby understreger, at fundamentet for Spar Nords forretning og positive udvikling er den tætte og tillidsfulde relation imellem kunde og rådgiver. Af den årsag er det magtpåliggende for Spar Nord, at flest mulige kunderelationer videreføres, så kunderne kan forsætte med at blive serviceret af de rådgivere, de har været vant til.
Det er naturligvis meget afgørende for os, at både kunder og medarbejdere finder sig rigtig godt til rette i Spar Nord, så vi med vores produkter og services kan bygge videre på det gode fundament, som BankNordik allerede har opbygget, uddyber Lasse Nyby og tilføjer:
På vigtige områder som realkreditfinansiering, investering og pension samarbejder BankNordik – ligesom Spar Nord – med henholdsvis Totalkredit, BankInvest og Letpension, så på den måde kan en væsentlig del af kundernes engagement fortsætte som hidtil.
Lasse Nyby tilføjer, at Spar Nord med overtagelsen af BankNordiks danske forretning bliver den største leverandør af såvel realkreditlån fra Totalkredit som investeringsløsninger fra BankInvest.
Købesum og finansielle forventninger
Købesummen for Spar Nords overtagelse af BankNordiks danske forretning er aftalt til bogført værdi tillagt goodwill for i alt 255 millioner kroner.
Som følge af engangsomkostninger til handlen forventes overtagelsen af BankNordiks danske forretning alene at bidrage i beskedent omfang til Spar Nords indtjening i 2021. Fra 2020 forventes bidraget fra den overtagne forretning at bidrage med en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 110 millioner kroner.