Barista DM 2015 i Aarhus: En kop kaffe til tiden, tak!

I søndags blev der afholdt Barista DM 2015. Det er andet år i træk, at arrangementet blev afholdt i Aarhus. Denne gang foregik det på Godsbanen. Opbakningen var stor fra både de deltagende baristaer, publikum, sponsorer og alle de frivillige, som var med til at stable arrangementet på benene.
Det er vi vant til
Søren Stiller Markussen tog igen førstepladsen som Danmarks bedste barista. Det er ikke mindre end sjette gang, manden i baggården vinder den fornemme pris. Så endnu en pokal er føjet til samlingen. Søndagens baristamesterskab havde 9 deltagere, der dystede om den prestigefyldte titel som Danmarks Bedste Barista.
Halvdelen røg ud
Deltagerne var godt repræsenteret med baristaer fra både København og Aarhus. Deltagerne skulle lave 4 espressoer, 4 cappuccinoer og 4 egne udviklede signaturkaffer inden for 15 minutter. Der var hele syv dommere, der voterede de enkeltes færdigheder på viden og teknik. Faktisk blev mere end halvdelen af deltagerne diskvalificeret for at overskride de 15 minutter med mere end 1 minut. Det var synd og skam, men blot et bevis på, at det slet ikke er det samme at øve sine rutiner derhjemme i kaffebaren efter lukketid, som at stå foran syv dommere og et par hundrede tilskuere.
GreatCoffee og Søren Stiller Markussen har fingrene dybt forankret i råvaren fra producenten, ristning af kaffen og brygningen af den sorte væske. Det er et håndværk, hvor smag og kvalitet hænger sammen. Søren Stiller Markussen, rejser hvert år til producentlandet for at samarbejde med farmeren, for at de sammen kan hjælpe hinanden med at opnå den bedste smag i kaffen.
Kaffen, Søren Stiller Markussen brugte til DM i år, var fra Panama – én af verdens dyreste type kaffebønne. Det var første gang, han brugte en kaffe til DM, han ikke selv havde hentet i producentlandet. Jeg havde lyst til at give min fortolkning af kaffen, der normalt er ret syrlig i karakter – så jeg havde ristet den, så den fremtonede med noget mere sødme, når jeg skulle brygge den som espresso. Ud af 800 mulige point, fik Søren 683 med en overlegen sejr på over 300 points til nr. 2, som var fra København.
Søren Stiller Markussen, skal til Seattle i april, hvor han skal repræsentere Danmark til VM for baristaer.
De endelige resultater blev som følger:
Navn på barista | Total | Overtid | Resultat | Placering | |
Søren Stiller Markussen – GreatCoffee | 681 | 0 | 681 | 1 | |
Finnbogi Fannar Kjeld – Mirabelle | 499 | 25 | 474 | 2 | |
Maria Theresa Olsen – Baresso | 408,5 | 12 | 396,5 | 3 | |
Solveig Isadora Meier-Nielsen – Europa 1989 | 309 | 0 | 309 | 4 | |
Esben Piper – La Cabra | 463 | 81 | 382 | DQ | |
Jonas Gehl – Democratic Coffee Bar | 450 | 75 | 375 | DQ | |
Emil Kristian Munkholm – La Cabra | 475 | 160 | 315 | DQ | |
Bastian Germundsson – Europa 1989 | 346 | 68 | 278 | DQ | |
Emil Colding Seiersen – Freelance | 279 | 61 | 218 | DQ |