Voldsom forskrækkelse: Barnevogn med baby i stjålet i Aarhus
En familie på Frederiksbjerg i Aarhus fik sig en voldsom forskrækkelse, da deres barnevogn med en baby i pludselig var blevet flyttet fra sin plads foran hjemmet.
Det fremgår af et opslag i Facebook-gruppen Alle Os fra Frederiksbjerg, hvor moren fortæller, at hendes datter som vanligt sov i barnevognen uden for vinduet. Da familien opdagede, at vognen ikke længere stod der, viste det sig, at den var blevet flyttet til den anden ende af vejen og stod midt på gaden.
“Min datter har stået og sovet ude foran vores vindue, som hun gør hver eneste dag, men desværre er der nogle som har flyttet hende til den anden ende af vejen midt på gaden … er der nogle som har set noget?” skriver moren i opslaget.
Hun beskriver episoden som både chokerende og dybt ubehagelig.
“Jeg er virkelig i chok og synes det er virkelig ubehageligt, hvis nogle har ville stjæle vognen, men så opdaget at min datter lå deri … Så hvis nogle har set noget, så giv lyd,” lyder det videre.
Politiet tager sagen meget alvorligt
TV2 Østjylland oplyser, at Østjyllands Politi har modtaget en anmeldelse om episoden, som fandt sted på Vejlegade.
Kommunikationsmedarbejder Mille Mørck Johansen fra Østjyllands Politi fortæller til lokalmediet, at teorien er, at nogen har forsøgt at stjæle barnevognen, men har opdaget, at der lå et barn i den, og derfor hurtigt har stillet den fra sig igen.
“Der var hverken tegn på, at hensigten var at tage barnet, eller at der var sket barnet noget,” oplyser hun til TV2 Østjylland.
Østjyllands Politi understreger, at sagen bliver taget meget alvorligt og fortsat efterforskes.
Hvis nogen har set noget mistænkeligt i området omkring Vejlegade, opfordres de til at kontakte politiet.