Tjek Vinen: Beaujolais Nouveau 2013
Så er der dømt revival! En del, som var unge i 80’erne, husker den dengang hotte læskedrik, Beaujolais Nouveau. Faktisk smagte den ikke så godt dengang. Men nu er det andre tider. Beaujolais Nouveau foregår den tredje torsdag i november måned.
Det handler om at få noget i maven og holde en fest
De tre, som står bag arrangementet, er vinbutikken Smag Først, Restaurant Lajmi og Deli’en. Målet er overordnet at lave flere aktiviteter i gaden. Det skal være gennemført og så autentisk som muligt.
Alle tre parter i høstfesten går i den grad op i mad og vin – og ikke mindst, så har de en mening om, hvad de vil. De regner med, de har skabt en ”ny” tradition, som fast bliver holdt hvert år, den tredje torsdag i november måned.
En stor (vin)høstfest
Klokken 18.00 går det løs. Det er Deli-drengene, Martin Fryd Christensen og Simon Schillums Mogensen samt deres kokkeelev, Rune, som i egen toptunet Peugeot henter vinen i Beaujolais direkte fra producenten. Køredragterne har de lånt af den mangedobbelte danske mester, racerkøreren Preben Kristoffersen.
Hvis alt går vel, ankommer vinen til den franske restaurant Lajmi i Jægergårdsgade præcis kl. 18.00. Lajmi har plads til mellem 150 og 200 gæster, og arrangør-trioen regner med alt udsolgt. Bandet, som spiller, er i Jazzgenren. De starter også klokken 18.00. Hvis man er i tvivl om, hvor det er henne, så kig bare efter en 30 meter lang rød løber i Jægergårdsgade.
250 med det hele
Prisen er 250 kroner for både musik, mad og vin. Det skal lige nævnes, at det er ad libitum af mad og vin. Hvis vinen er god og kan drikkes, er det et klassefund til prisen. Maden er den franske gryderet, cassoulet toulouse. Den bliver med syltet svin, confit du canard, poulard og krydrede Toulouse pølser.
Udover at maden bliver god og autentisk, så lover Sofian Lajmi og Simon Schillums Mogensen, at vinen smager betydelig bedre end det vin, man husker fra 80’erne. Det er naturlig vin, altså en biovin uden nogen form for skadelige stoffer. Denne udtalelse står deli-drengen, Simon Schillums Mogensen for. Han lover samstemmende med Sofian Lajmi, at vinen er god i år. Producenten er specialudvalgt, og der er ikke andre i Danmark, som har vinen.
Misvisende udtryk
Beaujolais Nouveau er – som alle røde Beaujolais-vine – lavet på druen gamay. For at kunne kaldes nouveau skal druerne komme fra Beaujolais AOC-området. Gæringen af de hele druer foregår under kulsyretryk, såkaldt maceration carbonique. Den form for gæring fremhæver frugtsmagen i den færdige vin. Vinen bliver tappet på flaske kun 6 – 8 uger efter høsten, så det er ikke tanninerne (garvesyre), som rusker i kinderne, men derimod en frisk og frugtig (nærmest hvidvinsagtig) rødvin.
Udtrykket Nouveau er egentlig misvisende. Det betyder nemlig bare vinen fra seneste høst, og den bliver ved med at være nouveau, indtil næste høst er tappet om et år. Et bedre navn – der da også høres indimellem – er det mere rammende Beaujolais Primeur. Primeuren bør ikke gemmes ret længe, faktisk er den bedst med det samme.
Mere en fransk fest
Ved midnat onsdag aften bliver årets Beaujolais Nouveau-vin frigivet, og millioner af flasker starter deres rejse rundt om til de forskellige lande. Når det hele er overstået, er i omegnen af 50 mio. flasker – næsten halvdelen af regionens samlede årlige produktion – distribueret og drukket. Det er da noget af en hastighed.
Oprindeligt startede kapløbstraditionen tilbage i 1970’erne, hvor en engelsk avis udskrev en konkurrence om, hvem der først fik den nye vin til London. Alle transportmidler kom i brug – sportsvogne, motorcykler, heste, ballonskibe, faldskærmsudspring og veteranbiler. Traditionen spredte sig hurtigt til resten af Europa, og herhjemme har der siden 1977 været gang i festlighederne, når f.eks. racerkøreren Thorkild Thyrring efter en hæsblæsende tur op gennem Europa under politieskorte kunne aflevere de første flasker til ventende gæster i København. Det har aldrig været så ekstrem i Aarhus, men tæt på.
Nu om stunder foregår det i et mere roligt tempo. Der er dog flere og flere som genoptager traditionen og laver en fest ud af det. Franskmændene sender simpelthen i ro og mag vinen afsted op til tre dage før, og så kan de nye flasker købes fra den tredje torsdag i november. Det har dog ikke afholdt de mange Beaujolais-elskere fra fortsat at fejre, at årets høst er kommet på flaske.