Stor udrykning i aftes: Beboere måtte evakueres
Der var mange blå blink i Nørregade søndag aften.
Brandvæsnet rykkede talstærkt ud og spærrede gaden med mindst seks biler, da der var meldinger om røg i en opgang.
Røgen viste sig at stamme fra Nørregades Kiosk, hvor der var ild i spillehalsområdet.
Det siger operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Anders Brix Christensen, til TV 2 Østjylland.
“Hvad der præcist er sket, om noget er selvantændt eller lignende, ved jeg ikke, men det er derfra, der er røgudvikling,” fortæller han.
Store materielle skader
Efter både politi og brandvæsen var rykket talstærkt ud kl. 22.27, måtte en række beboere evakueres fra deres lejligheder pga. røgudviklingen fra Nørregades Kiosk.
Røgen havde spredt sig til en opgang ved siden af, hvor beboerne slog alarm.
I døgnrapporten skriver Østjyllands Politi, at ingen personer umiddelbart kom noget til.
Branden nåede at forårsage store materielle skader i Nørregades Kiosk, inden brandvæsnet fik den slukket.
Opgangen sørgede brandvæsnet for at ventilere, så beboerne kunne vende tilbage til deres lejligheder.
Det er endnu uvist, hvad årsagen til branden var.