Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus

Af Redaktionen

Boller op, boller ned, boller i min mave. Men hvilke fastelavnsboller skal du sætte kursen efter i Aarhus?

Vi har endnu en gang spist os igennem et hav af Aarhus-bagernes vanvittigt lækre fastelavnsboller.

Udbuddet i år har både har budt på både nyheder, overraskelser, skuffelser – men mest af alt en masse smukke og velsmagende fastelavnsboller.

Så er det bare op til dig at beslutte, hvilke bagere du skal lægge vejen forbi på din Tour de Fastelavnsbolle.

God jagt!

Schweizerbageriet

Schweizerbageriet er byens ældste bageri, så de har haft mange år til at øve sig i kunsten at bage fastelavnsboller – og det kan man godt smage.

De har igen i år et større udvalg af flødeskumsvarianten, og vi gik med deres bestseller med smag af Sarah Bernhard.

Hvis du er en rigtig chokoladegris, vil du helt sikkert synes godt om denne lille chokoladebombe, som virkelig smager af dét, den lover.

Cremen var som en let og luftig chokolademousse i mellem de to wienerdejsboller – og dét er altså ikke en dårlig ting, hvis du spørger os.

Vi kunne dig godt have ønsket os lidt mere bærkompot, som druknede en smule i chokoladesmagen.

Når det er sagt, så får du virkelig meget fastelavnsbolle (og kalorier) for pengene, og vi kvitterer med fire ud af fem stjerner.

4 ud af 5 stjerner

Hvor: M.P. Bruuns Gade 56
Pris: 35 kroner stykket

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus

Salling

Salling er altid garant for et pænt udvalg af fløde-fastelavnsboller, og i år er ingen undtagelse. Hos stormagasinets bageri finder du flere forskellige varianter, men da vi kiggede forbi, var der alligevel én, der lokkede lidt mere end de andre.

Her kan du nemlig få en krydsning mellem en flødebolle og en fastelavnsbolle. Det måtte vi selvfølgelig prøve!

Fastelavnsbollen er fyldt med flødebollecreme, saltkaramel, og så indeholder den også mørk chokolade.

Bollen af wienerbrød er ikke oppe at bide skeer med testens bedste, men det er heller ikke den, der stjæler rampelyset.

Det gør derimod cremen i midten, der smager akkurat som indholdet af en flødebolle. Måske lyder kombinationen en anelse spøjs, men den faldt i ganske god jord hos vores smagspanel.

Prøv den, hvis du er helt vild med både flødeboller og fastelavnsboller!

3 ud af 5 stjerner

Hvor: Søndergade 27
Pris: 32 kroner stykket

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus
Mor Annas fløde-fastelavnsbolle med hindbær.

Mor Anna

40 kroner er en høj pris for en fastelavnsbolle, men her får du altså en ordentlig moppedreng for pengene.

Mor Anna byder på flere forskellige flødeskums-versioner, og vi valgte dén, der har hindbær som tema – det fortrød vi ikke.

Den friske og syrlige bærsmag havde pondus og løftede hele oplevelsen, så den hverken blev for fed eller sød, men derimod bare virkelig lækker.

At fastelavnsbollen samtidig tager sig godt ud med sit hindbærstøv på toppen giver også point. 

Vi er ikke helt oppe at ringe, men det er dæleme tæt på. En gedigen bolle.

4 ud af 5 stjerner

Hvor: Mor Anna, Mejlgade 5
Pris: 40 kroner stykket

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus
‘Bergamotteballade’ fra Lagkagehuset.

Lagkagehuset

Lagkagehuset byder igen i år på et overvældende udvalg af fastelavnsboller, og flere kendte varianter er tilbage, mens der også er blevet plads til en nyhed i sortimentet.

Helt ny på menuen er nemlig den veganske ‘Bergamotteballade’, som vi besluttede os for at teste. Fastelavnsbollen koster 35 kroner og består af vegansk wienerdej toppet med bergamottefromage, som er omkranset af en passionsfromage.

I vores panel var der bred enighed om, at Lagkagehusets nyhed var både fresh, syrlig og lækker. Vi var imponerede over den sprøde wienerdejsbund, og de syrlige samt smagfulde fromager på toppen.

Dog placerer Bergamotteballade sig et stykke fra, hvad vi normalt forbinder med en fastelavnsbolle, og derfor kan vi ikke give topkarakter. Men vil du prøve et friskt, lækkert og ret så alternativt bud på en fastelavnsbolle, så slå til.

3 ud af 5 stjerner

Hvor: Immervad 2-8 (Magasin), M.P. Bruunsgade 34, Langenæs Allé 14, Thorvaldsensgade 26A, Nordre Strandvej 45 C, st. (Risskov), Grenaavej 275 (Risskov) og Rosenvangs Allé 187 (Højbjerg).
Pris: 35 kroner stykket

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus

Jumbo Bakery

Hos Jumbo har de hidtil kun haft de gammeldags fastelavnsboller på hylderne. Men i år er det populære bageri klar med deres bud på en flødeskumsvariant!

Og den er altså ikke kun pæn at kigge på – den smager nemlig også helt forrygende godt.

Vi var især vilde med den croissant-agtige bund, som knaste på den helt rigtige måde, da vi tog en bid.

Indeni “croissant-reden” gemte sig en sød blommekompot som i kombination med mandelremonce og en letpisket flødeskum smagte intet mindre end himmelsk.

Som kronen på værket var fastelavnsbollen toppet med en lille, sprød mørdejskage.

Både smage og konsistenser var godt afstemt, og alle elementer spillede virkelig godt sammen.

Det er derfor heller ikke sidste gang, at vi lægger vejen forbi Jumbo denne sæson, og vi kvitterer med fuld plade på stjerner.

5 ud af 5 stjerner

Hvor: Ankersgade 12 og Mindet 4
Pris: 45 kroner stykket

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus

Berta Bageri

I år har der sneget sig en helt ny flødeskumsvariant ind på hylderne hos det lille surdejsbageri Berta.

Stedets nye fastelavnsbolle er fyldt til randen med appelsin og havtorn-marmelade, som både giver sødme og en smule bitterhed.

Og lige præcis dét skilte vandende en smule i vores smagspanel.

Havtornen er ret dominerende, og man skal klart være til smagen, hvis man skal synes om Bertas fastelavnsbolle.

Men i samspil med den letpiskede flødeskum, som hverken var tung eller klæbrig, får du efter vores mening en lækker og frisk bid, som smager af én til.

Hele herligheden er pakket ind i en klassisk bolle af wienerdej, og det er til at smage, at der er tale om godt bagværk.

4 ud af 5 stjerner

Hvor: Frederiks Allé 105
Pris:
45 kroner stykket

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus

Kvickly Bageren

Vi har hidtil ikke fået en fastelavnsbolle til under 30 kroner, men hos Kvickly Bageren byder de på den populære flødeskumsbolle til kun 28 kr.

Spørgsmålet er så, om man kan smage, at prisen er skruet i bund?

Det korte svar er ja. Fastelavnsbollen skulle eftersigende smage af ‘Toms skildpadde’, og vi kunne da også godt smage, hvor de ville hen ad med både romcreme, karamel og stykker af mørk chokolade.

Disse elementer druknede dog lidt i flødeskummen, og det hele blev en anelse tungt.

Sammenlignet med de mange andre fastelavnsboller, vi har smagt, blegnede denne her altså, og vi lander derfor på to ud af fem stjerner.

2 ud af 5 stjerner

Hvor: Alle Kvickly-butikker
Pris: 28 kroner stykket

Den store guide: Her er de bedste fløde-fastelavnsboller i Aarhus

DavidBreadHead

Semlaen er tilbage i Aarhus! Nærmere bestemt hos DavidBreadHead, der er klar med et kreativt take på den svenske fløde-fastelavnsbolle.

Bollen var både let og luftig – ligesom flødeskummen, der løfter semlaens “låg” såvel som æstetiske udtryk.

Final touch med hindbærstøvet på toppen fuldender den enkle – men meget smukke – fastelavnsbolle, men det var kardemommebollen og dens blodrøde indre, der dominerede smagsoplevelsen.

I hjertet af fastelavnsbollen gemte der sig en potent marmelade af jordbær og rabarber, der gav fastelavnsbollen et sommerligt og yderst velsmagende twist.

Den smagfulde marmelade fungerede overraskende godt sammen med den letpiskede flødeskum og den luftige kardemommebolle, må vi bare sige.

Vores eneste kritikpunkter er, at de boller, vi smagte, var en anelse seje, og at prisen på 45 kroner stykket er i den høje ende. Men udover det har vi altså kun gode ting at sige om DavidBreadHead’s svenskinspirerede fastelavnsbolle.

4 ud af 5 stjerner

Hvor: Ny Munkegade 4B
Pris: 45 kroner stykket

Har du mistet overblikket over byens fastelavnsboller, så skal du blot klikke her, hvor vi har samlet ALT du skal vide om årets vidundere.

Del artikel

Andre læser også