Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

De 5 du SKAL smage: Her er vores bud på Aarhus’ bedste fastelavnsboller

Af Redaktionen

Om lidt over en uge er det Fastelavn. Det betyder (oh, gru) at fastelavnsbollesæsonen lakker mod enden.

Den tanke gør nok os alle en smule nedtrykte, så lad os i stedet fokusere på det positive: du kan stadig nå at smage byens bedste fastelavnsboller. Hurra!

Vi har samlet vores bud på de 5 absolut bedste af slagsen her, som du SKAL nå at smage i år:

De 5 du SKAL smage: Her er vores bud på Aarhus' bedste fastelavnsboller

Overdådighed hos Gotfred

Hvis du kun skulle have én fastelavnsbolle, foreslår vi dig at lægge vejen forbi Gotfreds prægtige patisserie i Havnegade.

For wow. Alle i vores smagspanel var rørende enige om, at ingen anden aarhusiansk fastelavnsbolle, når det her vidunder til sokkeholderne.

Gotfreds første fastelavnsbolle nogensinde er en såkaldt choux au craquelin – en stor vandbakkelse med knasende, krakeleret kiksetop.

Kronen på værket er en smuk, glinsende mousse med smag af ribs, der troner øverst med sine spiselige blomster.

Vaniljecremen er både fløjlsblød og luftig, og den føles rent ud sagt fantastisk i munden.

Den flydende saltkaramel giver mindelser om det ikoniske flødekaramel-bolche fra Werther’s, men med et lille brændt knæk der gør den decideret vanedannende.

At give 5 ud af 5 stjerner ville være en underdrivelse, så lad os bare slå fast, at mesterværket sprænger karakterskalaen.

Hvor: Gotfred, Havnegade 24

De 5 du SKAL smage: Her er vores bud på Aarhus' bedste fastelavnsboller

Den vildeste gammeldags fra Jumbo

Jumbo disker igen i år op med en drøm af en klassisk gammeldags fastelavnsbolle bagt med surdej og kardemomme. Og vi var ærlig talt helt oppe og ringe over denne fastelavnsbolle.

Inden i bollen gemmer der sig en blød og dyb vaniljecreme og remonce – og sidst men ikke mindst er den dyppet i en mørk chokoladeganache.

Her er den smørbløde bolle med noter af kardemomme virkelig værd at nævne, og i kombination med vaniljecremen og den rige smag af chokolade er der altså ikke et øje tørt her.

Den bedste gammeldags fastelavnsbolle, vi har smagt i år, og en kæmpe anbefaling her fra.

Hvor: Jumbo Bakery, Ankersgade 12B

De 5 du SKAL smage: Her er vores bud på Aarhus' bedste fastelavnsboller

Overload Sarah Bernhardt hos Schweizerbageriet

Schweizerbageriet er byens ældste bageri, så de har haft mange år til at øve sig i kunsten at bage fastelavnsboller – og det kan man godt smage.

I år har det gamle bageri en nyhed på hylderne, og vi kan allerede nu afsløre, at det var årets overraskelse. For hvad der måske lidt ligner den grimme ælling, viste sig at være den smukkeste svane, da vi tog en bid.

Som man kan se på billedet, var der ikke sparet på den hvide Sarah Bernadcreme, som var lækker let og fluffy med et hint af ‘Kinder’-smag. Mums!

Dertil gav de saltede og karameliserede peanuts på toppen et godt modspil til den søde chokoladecreme. Vi var mildest talt imponerede!

Hvor: Schweizerbageriet, M.P. Bruuns Gade 56

De 5 du SKAL smage: Her er vores bud på Aarhus' bedste fastelavnsboller

Hindbærdrøm fra La Cabra

En af sidste års absolutte favoritter er tilbage, og det er glædeligt gensyn, kan vi godt afsløre.

La Cabras fastelavnsbolle, der tilsyneladende er inspireret af en berliner, er smuk og indbydende med sit elegante drys af lyserødt sukker. 

Det er en sanseligt virkelig lækker oplevelse at bide i bollen, der er blød med et cremet indre, mens sukkeret giver en knasende kontrast.

Netop sukkerets sødme truer med at tage over, men så træder den syrlige hindbærkompot til og giver en frisk fornemmelse. 

Med 39 kroner er fastelavnsbollen en af de dyrere, men i vores panel var der bred enighed: Topkarakter til La Cabra cremede hindbærdrøm.

Hvor: La Cabra, Borggade 4F

De 5 du SKAL smage: Her er vores bud på Aarhus' bedste fastelavnsboller

Frisk hindbærklassiker hos Berta

Sidste år vi vi mildest talt begejstrede for den lille lyserøde sag fra Berta, som heldigvis er på hylderne igen i år.

Det er lidt som om, at Bertas fastelavnsbolle indkapsler alt det bedste, en fastelavnsbolle har at byde på: Den sprøde bund med den bløde creme og de syrlige bær med den søde tonkabønne, som smager af vanilje.

Bunden er lavet på croissantdej og ovenpå ligger en Chantilly-creme, som giver den cremede flødeskums-/vaniljesmag.

Den lyserøde variant er fyldt med solbærkompot, som tilføjer et friskt og syrligt touch. Vi fik helt sommervibes af den lækre smag af solbær, og denne fastelanvsbolle var ligeså lækker, som vi husker den fra sidste år.

Den var også toppet med et sødt og knasende lag craquelin med tørret solbær. Alt i alt bare en virkelig lækker smagsoplevelse, som skal prøves.

Hvor: Berta, Frederiks Allé 105 st.

Del artikel

Andre læser også