Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Æstetisk og hyggeligt: Besøg Insta-venligt caféunivers i Aarhus

Af Freja Dumont

På hjørnet af Jægergårdsgade og Frederiks Allé ligger Den Gule Café.

Så snart du træder ind i den gule bygning, bliver du mødt af et væld af farver, en hjemlig stemning og duften af nybagte snurrer, surdejsboller og friskbrygget kaffe.

Bag disken med de gule klinker finder du 26-årige Channie Sand, som er ejer af den hyggelige gule café.

“Min veninde havde drømt, at jeg åbnede min egen café. Og med den drøm, blev der plantet en idé, som lynhurtigt voksede sig til virkelighed.

Rimelig kort tid herefter faldt jeg nemlig over den gule bygning, og det var bare et match,” smiler Channie Sand, som i november 2020 slog dørene op til sin helt egen gule café.

Caféens udvalg af mad, som både kan nydes på stedet eller to go, lyder bl.a. på hjemmelavede paninier, smoothiebowls og toasts, som alt sammen er anrettet i tråd med de æstetiske, farverige og inta-venlige omgivelser.

Vi besøgte caféen en formiddag, hvor vi slog os ned i kurvestolene, som i bedste sommerhusstil var dækket af bløde vattæpper.

Her nød vi en cappuccino og den populære ’Nillers Brunch’, som blev serveret på fint, forskelligt service. 

‘Nillers brunch’, som i øvrigt er opkaldt efter Channie Sands gode veninde, bød på et lækkert stykke surdejsbrød med smør og ost, et blødkogt æg, en halv grape og en skyrbowl toppet med frugt, bær, nødder og chokolade.

Tilbuddet indebærer også en valgfri kaffe, te eller saft.

Lige nu kører caféen også med et genialt tilbud, hvor du hver dag kan få en bolle med ost samt en valgfri kop kaffe for kun 60 kroner.

Æstetisk og hyggeligt: Besøg Insta-venligt caféunivers i Aarhus

Den hyggelige stemning i caféen gjorde til, at vi blev siddende efter vores måltid og nød en ekstra kop kaffe i de fine omgivelser, som også indbyder til, at man kan tage sin computer med og arbejde.

I caféens køleskabet finder du alt fra vine og øl til saft, iste og kombucha.

Havde vi ikke været på et formiddagsbesøg, kunne vi sagtens se os selv sidde og nyde en gin og rabarber-drink eller en espresso martini udenfor caféen, hvor der også er mulighed for at sidde.

Hvor: Jægergårdsgade 2A

Vi kan helt sikkert anbefale en tur forbi Den Gule Café på Jægergårdsgade, hvad end det er til brunch eller drinks. Du får både god smag, æstetik og hyggelig sommerhusstemning for alle pengene – mere kan man næsten ikke forlange.

Det skulle da lige være et helt pink og lilla toilet, og det får du sandelig også hos den hyggelige café i Jægergårdsgade.

Del artikel

Andre læser også