Bilist anholdt med hash i lommen: Det er ikke mine bukser
En 21-årig mand forsøgte tirsdag at narre politiet, da han kl. 17.47 blev standset på Kongsvang Allé i Aarhus C, hvor han kom kørende i en varebil. Da han virkede påvirket, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.
Han oplyste sit navn og personnummer og fortalte samtidigt, at han havde glemt sit kørekort. I hans lommer fandt betjentene en klump hash, som den 21-årige nægtede at kende til. Bukserne var nemlig ikke hans, forklarede han. Han havde blot lånt dem.
På vej ind på stationen blev den 21-årige igen spurgt om sin identitet, og nu erkendte han, at han havde opgivet falsk navn til at starte med. Det viste sig, at den unge mand slet ikke havde noget kørekort, så ud over sigtelser for narkokørsel, besiddelse af stoffer, og opgivelse af falsk navn, fik han også en sigtelse for at køre uden førerret.