Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Billetsalget til “Kagens Dag” skydes i gang 

Af anders@sommersangdigital.dk

Hvis du er vild med kage og søde sager, kan du godt begynde at glæde dig. Traditionen tro afholder Aarhus og Omegns Bagerlaug Kagens Dag, hvor kagesultne aarhusianere kan smage på intet mindre end 7000 kager fra syv af områdets bagere. 900 billetter bliver sat til salg, men du skal være hurtig, hvis du vil nå at have fingrene i én af dem.

 

Sæt kryds i kalenderen  

Du skal sætte et stort kryds i kalenderen onsdag den 19. april klokken 13.00. Der kan billetterne til Kagens Dag nemlig købes for 100 kr. hos de syv lokale bagerier, som leverer kagerne til årets kagefest. Arrangementet har nærmest fået en kultstatus, og mere end 9000 personer har allerede vist interesse for arrangementet på Facebook. Selvom vi har 900 billetter til salg, går der normalt ikke mange dage, før vi må melde udsolgt. Det er dejligt at se, hvor glade aarhusianerne er for eventen, og derfor regner vi også med, at billetterne ryger hurtigt igen i år, siger oldermand i Aarhus og Omegns Bagerlaug, Henning Andersen.

 

En god gerning

Kagens Dag løber af stablen tirsdag den 17. maj, hvor kageentusiaster i bedste Mette Blomsterberg-stil kan smage, nyde og måske endda bedømme kager i ét væk. Overskuddet fra billetsalget går til Børnecancerfonden og de kræftramte børn på Skejby Sygehus, og pengene bliver overrakt på dagen. Sidste år indbragte billetsalget intet mindre end 51.000 kroner, og arrangørerne håber på et tilsvarende beløb igen i år.

Kagemekkaet foregår i Rådhushallen, og de kagesultne gæster lukkes ind i tre omgange. Klokken 13.00, 14.30 og 16.00. På den måde kan du bare gå til makronerne og smage lige præcis de kager, du drømmer om. Er du til varm kakao eller dampende kaffe, tager du også bare for dig. Billetter kan købes hos de deltagende bagerier.

 

Fakta om Kagens Dag

  • Billetsalget starter onsdag d. 19. april kl. 13.00
  • 900 billetter sættes til salg
  • Arrangementet foregår i Rådhushallen tirsdag d. 17. maj
  • Holdene lukkes ind kl. 13, 14.30 og 16.
  • Cirka 7000 kager fra 7 bagerier
  • Billetpris på 100 kroner – og billetterne købes hos de deltagende bagerier.
  • Overskuddet går til Børnecancerfonden og de kræftramte børn på Skejby Sygehus

Billetsalget til "Kagens Dag" skydes i gang 

De deltagende bagere er:

  • Bagergården i Saxild
  • Fru Nielsens Bageri
  • Guldbageren Hørning
  • KonditorBager Højbjerg
  • SchweizerBageriet
  • Strandvejens Bageri i Risskov

 

Del artikel

Andre læser også