Nuttet overraskelse: Bjørneunger født i østjysk dyrepark
Brunbjørnene i Skandinavisk Dyrepark har gået og gemt på en hemmelighed.
Men heldigvis er et kamera blevet installeret i bjørnenes vinterhi, hvor det har fanget usædvanlig aktivitet den seneste tid.
Der er nemlig kommet brunbjørneunger!
Det afslører Skandinavisk Dyrepark på Facebook, hvor de den gode nyhed er ledsaget af en video fra bjørnehulen.
Her kan man se de små nyfødte i deres skjul under bjørnemor.
Se videoen her:
Ved fødslen vejer bjørneungerne i omegnen af et halvt kilo – altså nogenlunde det samme som to pakker smør.
De er fuldstændigt afhængige af deres mor de første måneder af livet, skriver Skandinavisk Dyrepark og tilføjer:
“Vi ved endnu ikke præcis, hvor mange unger der er, men én ting er sikkert. Begge brunbjørnemødre gør et fantastisk stykke arbejde i hulen.”
Læs også: Kongernes sport: Kom til Polo Cup tæt på Aarhus De sværeste uger er klaret
Den usædvanlige aktivitet i en af brunbjørnehulerne i Skandinavisk Dyrepark blev opdaget i begyndelsen af januar.
Her blev det første gang bemærket, at tvillingesøstrene Bjørk og Barba lignede nogle, der gemte på en hemmelighed i deres vinterhi.
I foråret sidste år havde begge hunner stiftet bekendtskab med avlshannen Brutus, så det var nærliggende at tænke, at der var nyt liv i bjørnehulen.
Nu er de første uger, som er de sværeste i en brunbjørneunges liv, klaret.
Så nu gælder det bare om at få en masse mælk indenbords for ungerne, så de kan vokse sig store nok til at komme ud af hulen om et par måneder.
Når Skandinavisk Dyrepark åbner for sæsonen til foråret, kommer Bjørk, Barba og ungerne til at gå i det store brunbjørneanlæg, hvor der er masser af mulighed for, at de kan tumle og lege og ikke mindst betage alle parkens besøgende.