Selvom det er ved at være et stykke tid siden, at årets Royal Run i Aarhus blev meldt udsolgt, så er det stadigvæk muligt at få fat i et startnummer til det royale løb. Det skriverTV2 Østjylland, som har talt med Lars Nielsen, der er en del af arrangør-gruppen i Aarhus 1900, som er med til at arrangere årets Royal Run i Aarhus.
“Vi har oplevet et massivt pres og interesse fra folk, der gerne vil deltage. Derfor har vi forsøgt at imødekomme det med 250 ekstra billetter på 10 kilometer ruten,” lyder det fra medarrangøren til TV2 Østjylland.
Aarhus 1900 vil gerne give alle mulighed for at løbe sammen med kronprins Frederik, men de 250 ekstra startnumre var det maksimale antal, som løbet i Aarhus kunne udvides med.
Da der er stor chance for, at der bliver rift om de sidste startnumre, har løbsarrangørerne valgt at sætte dem til salg via et system, som automatisk sætter gang i en lodtrækning, hvis over 250 personer registrere sig som interesserede i at løbe Royal Run.
Registreringen løber fra onsdag klokken 12.00 til og med torsdag klokken 23.59.