Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bliv en del af Danmarkshistoriens største middagsselskab

Af anders@sommersangdigital.dk
Åbningen af Copenhagen Cooking 2015 bl.a. med deltagelse af Prinsesse Marie og overborgmester Frank Jensen -- Photo: Rasmus Flindt Pedersen, (+45) 41604460, rasmus@flindtpedersen.com, www.flindtpedersen.com --
Åbningen af Copenhagen Cooking 2015 bl.a. med deltagelse af Prinsesse Marie og overborgmester Frank Jensen -- Photo: Rasmus Flindt Pedersen, (+45) 41604460, rasmus@flindtpedersen.com, www.flindtpedersen.com --

Om aftenen den 1. – 2. september kan du tage plads ved det, der ser ud til at blive Danmarkshistoriens største og mest interessante middagsselskab – Det Gode Bord.

Den berømte franske gastronom Brillant-Savarin sagde for mange år siden, at én af de tre byggesten i det perfekte måltid er at dele maden sammen. Det hylder Det Gode Bord under årets Food Festival. Her vil et flere hundrede meter langt bord sno sig langs Aarhus-bugten, og du kan fredag og lørdag aften tage plads ved bordet side om side med familie, venner, medborgere og måske en masse nye bekendte. Her kommer du til at være med til at hylde de danske selskabstraditioner, skåle og ikke mindst diskutere maden på tallerkenen. Samtaleemner skal du ikke være bange for at løbe tør for.

 

8 forskellige zoner

Bordet bliver nemlig inddelt i otte forskellige zoner, og hver zone bidrager med både gastronomiske og kulturelle indslag aftenen lang. Indslagene indhyller en anderledes og helstøbt oplevelse, og tager dig med på en unik rejse. Ind i et dystopisk eller utopisk madunivers i 2067 kaldet The Catastrophic Meal, på ekspedition til Peru, hvor du skal fortære og opklare de legendariske Nazcalinjer eller til Japan, hvor den anerkendte og hædrede japanske kok, Norio Azumaya, tager dig med på en gastronomisk rejse gennem det ikoniske Kaiseki-køkken.

Der vil i alt være otte unikke madoplevelser, som du kan blive en del af. Så spørgsmålet er bare, hvilken rejse du skal på?

 

1. MOMIJI – Japansk hyldest til årets gang

Momiji er det japanske ord for de røde blade på det japanske ahorntræ, som man i Japan anser for tegnet på efterår, og den glæde, der følger med årstiden. Efterår er en vigtig årstid i Japan, da naturen er særlig smuk og maden er frisk og lækker. Aftenen vil derfor være en hyldest til de gaver, naturen bringer os hvert efterår, og til livets cirkel, som ses i de skiftende farver i bladene. Det er den anerkendte og hædrede japanske kok, Norio Azumaya, der tager dig med på en gastronomisk rejse gennem det ikoniske Kaiseki-køkken, hvor der blandt andet vil blive serveret japansk Kaisetik Ryori, hvis hovedtanke er Omotenashi, hvor der fokuseres helt og aldeles på gæstens velvære.

 

2. MYSTERIET OM LINJERNE – Fortær og opklar Peru’s Nazcalinjer

I 1553 opdagede Pedro Cieza de León en række uforklarlige linjer i Nazca-ørkenen i Peru. På afstand bandt linjerne sig sammen for at udgøre mønstre, der med et vågnet øje kunne aflæses som en kolibri, en abe, en edderkop og mere end 60 andre figurer. Pedro beskrev sit fund, men blev i 1900’erne igen glemt. Mens du og dine bordfæller graver ned i mysteriet om linjerne, får I serveret peruanske retter tilberedt med lokale årstidsbetonede ingredienser.

 

3. FEED THE FUTURE – Viden til bords

Vi bliver flere og flere mennesker, mens jordens ressourcer bliver færre og færre. I Danmark henter vi produkter hjem fra alle verdens kontinenter, men bør landbrug i stedet udvikles lokalt? Og skal vi i højere grad affaldssortere, eller er kødfrie dage vejen frem? Nyd et bæredygtigt måltid baseret på lokale råvarer tilberedt af Spiselaugets kokke, og bliv samtidig klogere, når Folkeuniversitetets forskere kommer til en bænk nær dig med den nyeste viden. Du går hjem oplyst, udfordret og ikke mindst mæt, når vi i fællesskab har smagt på, hvordan vi skal brødføde verdens kommende generationer.

 

4. THE CATASTROPHIC MEAL – What are we going to eat in 2067?

Hvad vil vi kunne spise, hvis kloden udtørrer eller bliver oversvømmet? Det har otte kokke fra hele verden, ledende forskere, politikere, landmænd og videnskabsmænd sammen forsøgt at finde nogle af svarene på. Sammen har de skabt et gastronomisk dystopi og utopi serveret på en tallerken og i tematiserede scenarier. Tager du plads ved The Catastrophic Meal, vil du blive præsenteret for fremtidens smage, da du her får serveret en fortolkning af det fremtidige måltid.

 

5. AR-HARN THAI – Et måltid med gaffel og ske

Ta’ med til de varme himmelstrøg, til en aften der byder på det salte, det søde og det krydrede. FOF inviterer til en gastronomisk oplevelse, det byder på de traditionelle thailandske dyder. I Thailand erstattes kniv med ske og denne føres til munden. Maden serveres på ægte thailandsk manér, hvor flere små retter vil passere langs bordet. Imens bliver samtalen inspireret af den thailandske kultur, som i løbet af aftenen vil omfavne jer.

 

6. DET GRØNNE ØSTJYLLAND – Digital middag på tværs af Nordsøen

Østjylland er et epicenter for produktion, udvikling og innovativ mad. Jorden er generøs og skænker de fineste afgrøder. Restaurant Moment tager dig med på en rejse gennem det grønne vegetariske Østjylland, og fornøjer dig med smagen fra skoven, marken, havet og buskene. Måltidet værner om det lokale, og for at hylde og diskutere lokaliteten og lokal mad vil I være koblet til den irske søsterbegivenhed, der hedder The People’s Picnic, som finder sted på samme tid. Den digitale udvikling gør det muligt for jer at spise sammen, selvom I fysisk befinder jer på tværs af Nordsøen.

 

7. COOKING KIDZ – Mad i børnehøjde

Tager du plads ved Cooking Kidz, finder du ud af, at det ikke bare er voksne, der kan lave mad. Du vil som gæst ved Det Gode Bord opleve børnene i aktion, når de serverer dig et flot og smagsfyldt måltid. Cooking Kidz henvender sig til børn, som selvfølgelig også kan tage deres forældre med til bords. De kokkererende børn vil bevise, at madlavning bestemt ikke kun er forbeholdt de voksne.

 

8. MIN STYRKE – Ny Grønlandsk Mad

Ny nordisk mad-bølgen er nået til Grønland. Moder Natur har skænket Grønland med unge, spirende og progressive kokke med respekten for egen kultur og historie intakt. Kokke der for alvor dyrker lokale råvarer samtidig med at have den gode smag på kornet. Ved Det Gode Bord kan I opleve det nye Grønland gennem smagen. Ånder og trolddom vil smyge sig om jer, når grønlandske sagn gengives og tupilakker troner ned blandt vinglas.

 

Aarhus er i 2017 blevet tildelt titlerne som Europæisk Kulturhovedstad og Europæisk Gastronomiregion. Det Gode Bord arrangeres af Aarhus 2017 og Food Organisation of Denmark, og det bliver kulminationen på et år et hav af mad- og kulturoplevelser i Aarhus og Region Midtjylland.

 

Her kan du købe billet: 

 

Oplev det gode bord som gæst på Food Festival

Det Gode Bord er et særskilt aftenarrangement, men holder ekstraordinært åbent for Food Festivals gæster i dagtimerne. Du kan som gæst købe madbilletter til Det Gode Bord, og dermed få en lækker smagsprøve på den unikke oplevelse.

Bliv en del af Danmarkshistoriens største middagsselskab

Fakta: 

Det Gode Bord er et Aarhus2017 arrangement, som arrangeres sammen med Food Organisation of Denmark. Arrangementet er kulminationen på et år, hvor mad og kultur spiller en absolut hovedrolle i Aarhus og Region Midtjylland, da området kan pryde sig af titlerne som både Europæisk Kulturhovedstad og Europæisk Gastronomiregion.

CCÅbning11__Rasmus_Flindt_Pedersen2015

Del artikel

Andre læser også