Blodigt overfald: To mænd kørt på skadestuen
Der var lidt for meget gang i gaden natten til tirsdag i midtbyen.
Her blev en 27-årig mand anholdt og sigtet for vold ved at have overfaldet to mænd.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Skænderi eskalerede
Klokken 03.45 modtog politiet en anmeldelse om, at flere personer var oppe at slås ved en beværtning på Frederiksgade.
Da politiet kom frem, var slagsmålet overstået, men der lå en 36-årig mand på jorden.
Manden havde flere buler og blod i ansigtet og en 29-årig mand, der også havde flere skrammer og sår i ansigtet, forklarede, at både han og den 36-årige var blevet slået ned af en anden mand efter nogle uoverensstemmelser.
Begge blev derefter kørt til behandling på skadestuen.
Forsøgte at flygte
Ud fra flere vidneforklaringer på stedet anholdt en patrulje en 27-årig mand, som kortvarigt forsøgte at flygte væk fra Frederiksgade, da han så politiet.
Han blev dog hurtigt indhentet, lagt i håndjern og sigtet.
Under anholdelsen forstyrrede en 18-årig kvinde gentagne gange politiets arbejde ved at råbe af betjentene, mens hun forsøgte at hjælpe den 27-årige mand fri.
Derfor blev hun til sidst også anholdt. Den 18-årige blev desuden sigtet for at forstyrre den offentligt orden.