Bølge af indbrud: Nu øger politiet patruljeringen ved p-pladser i Aarhus
Siden natten til fredag har Østjyllands Politi fået over 40 anmeldelser om indbrud i biler forskellige steder i Aarhus, og politiet øger nu patruljeringen omkring større p-pladser i byen.
Indbruddene er umiddelbart begået over hele døgnet og både i den centrale, nordlige og vestlige del af Aarhus, og som regel er fremgangsmåden den samme: Gerningsmanden knuser en rude og tager de værdier, der måtte ligge i bilen.
Der skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiets gode råd
• Parker et sted, hvor der er lys og evt. overvågning
• Tøm bilen for tasker og værdier
• Vis tyven, at der ikke er værdier ved fx at åbne handskerummet
• Ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt på p-pladsen (fx personer der kigger ind i biler)
Politiet øger nu patruljering ved parkeringspladser
Flere bilejere har på den måde mistet tasker, elektronik og lignende, mens deres bil har stået forladt på en parkeringsplads.
”Vi øger nu patruljeringen omkring større parkeringspladser i Aarhus, og så intensiverer vi efterforskningen for at finde frem til gerningsmændene blandt andet via afhøringer, sporsikring og analyser af den information, vi har samlet.
Umiddelbart tror vi ikke, at det er de samme gerningsmænd, der står bag alle indbruddene, men vi skal have stoppet den her stime af tyverier, og vi håber, at borgerne vil hjælpe os.
Ser man mistænkelige personer luske rundt på en p-plads, eller har oplysninger, der kan lede os tættere på gerningsmændene, så ring til os på 114, ” siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard.
Fanget på fersk gerning
Søndag kl. 06:16 fik Østjyllands politi et anmeldelse fra Jægergaardsgade i Aarhus, hvor en anmelder observerede en mørkklædt mand, der var i færd med at bryde ind i en mindre personbil, der var parkeret på stedet.
Politiet sendte flere patruljer afsted, og kort efter fik de anholdt en 41-årig mand fra Aarhus, der var i besiddelse af forskellige koster fra personbilen.
Den 41-årige blev indbragt til Aarhus politigård, og vil nu blive afhørt til sagen. Grundet den seneste tids stigning af indbrud i køretøjer, vil den 41-årige blive efterforsket i den sammenhæng for at få afklaret, om han kan være gerningsmand til yderligere forhold.
Vis tyven, at der ikke er noget i bilen
Vicepolitiinspektør Gert Bisgaard opfordrer folk til, ikke at efterlade nogen form for værdier i bilen.
”Parker gerne et sted, hvor der er meget lys og sørg for at få tømt bilen for alle tasker og værdier.
Vis evt. tyven, at der ikke er noget af værdi i bilen ved at åbne handskerummet og fjerne dækkenet i bagagerummet, ” lyder rådene fra vicepolitiinspektøren.